Nyhed

JEG ER SYG DEN DAG: Patina siger ”nej tak” og prioriterer egne behov på ny single – hør den her

Det sydfynske band laver et musikalsk stilskifte på deres nye single med støvede 70’er-fornemmelser

Sidste år udgav Patina ”den svære toer” i form af deres album Genstart og med sange, som søgte mod et mere indadvendt sind i en eksperimenterende rocket genre. Nu vender bandet tilbage med en ny single, der lover udadvendt energi og glimt i øjet.

Den nye single har titlen ”Syg Den Dag” og markerer et naturligt stemningsskift, fortæller Mads Skov Hansen, den ene af Patinas tre sangskrivere, forsangere og trommeslagere, i en pressemeddelelse:

”Vi har været meget inde i hovederne på os selv de seneste par år. Særligt på Genstart, der var en virkelig stærk og intens albumproces. Derfor har det været helt naturligt for os at løfte blikket og søge ud og skrive mere direkte og universelt om livet og alle de følelser, man kan gå og tumle med. Lettere, men levende og autentisk.”


På den nye single ”Syg Den Dag” kommer det autentiske til syne gennem, hvad bandet betegner som en ”finurlig produktion, der emmer af støvet 70’er-pop-charme”.

”Der er skåret helt ind til benet. Det er umiddelbart, råt og ned i materien uden at tænke for meget over, hvor vi ender. For os er ”Syg Den Dag” kondenseret Patina med lyrisk og musikalsk glimt i øjet,” fortæller bandmedlem Gregers Møller Jensen videre i pressemeddelelsen, mens deres tredje medlem Søren Bastrup Bojsen supplerer.

”Det er en sang om noget så sympatisk, men for mange også enormt svært og grænseoverskridende som at sige ’tak, men nej tak’. Det handler om at prioritere sig selv og sine egne behov før andres – og indse, at det faktisk er helt ok.”


Patina debuterede i 2021 med albummet Drømmefanger, som blandt andet indeholdt deres hitsang "Flammer Rammer”, der året forinden blev kåret til den mest spillede sang på P3. I maj 2023 var de en del af Spot Festivals koncept Naked, hvor fire artister får givet et rum til at redefinere deres sange til akustiske klaverversioner. Bandet modtog fire stjerner af GAFFAs Andrea Washuus Bundgaard, som noterede sig:

”På deres egen charmerende måde tumler de lidt rundt på scenen og hen over hinanden i en småkejtet koreografi, som enten er nøje planlagt eller totalt tilfældig, og bringer boyband-vibes, som er vi vidne til en X-Factor-audition. Men da numrene for alvor begynder at folde sig ud, er det en anden snak, for de tre sangere kan bestemt deres kram og bærer stroferne intimt og indlevende, både sammen og hver for sig. Og at høre tre mandlige sangere på et så nært og nedskaleret hold er faktisk en virkelig velkommen sjældenhed”

Lyt til Patinas nye single


Patina detonerede humørbombe på Tinderbox

ANNONCE