Nyhed

NORTHSIDE: Slut med early bird-billetter

Den aarhusianske NorthSide-festival afprøver et nyt billetsystem, og dropper i år de traditionelle early bird-billetter

Man plejer nærmest ikke at have sovet festivalrusen ud, før mails i indbakken forsøger at lokke en til at købe de såkaldte early bird-billetter mange måneder før næste års festival. Der er penge at spare, hvis man hiver dankortet frem i god tid, men ofte er det endnu uvist, hvilke artister man egentlig betaler for at opleve, da de ikke er offentliggjort på købstidspunktet. Det vil NorthSide Festival ændre, og de introducerer derfor i år et nyt billetsystem, hvorfor man endnu ikke kan købe early bird-billetter.

I et skriftligt svar til TV2 Østjylland oplyser NorthSide, at man har valgt at droppe det traditionelle early bird-koncept for, at give gæste mulighed for at købe billetten i takt med, at nye navne bliver offentliggjort på plakaten: 

- Vi ønsker at give folk længere tid med en fordelagtig pris, koblet med offentliggørelse af de første navne, hvilket den nye struktur giver mulighed for, skriver NorthSide. 


Festivalen forventer at sætte de første billetter til salg i løbet af november, da det falder sammen med, at de første musikalske navne må blive offentliggjort. NorthSide skriver også til TV2 Østjylland, at publikum kan se frem til flere internationale artister end de seneste par år, hvor brexit og corona-pandemien gjorde rejseaktiviteter komplicerede for udenlandske gæster. Derudover har flere artister også begrænset deres turnéaktiviteter på grund af prisstigningerne for transport og produktion. Den tendens ser dog ud til efterhånden at være normaliseret igen ifølge NorthSide. 

LÆS OGSÅ: NU SKER DET: Verdensstjerne som første hovednavn på Smukfest-plakaten 2024

ANNONCE