Likviditetsproblemer hos Kansas City truer det lokale spillesteds fremtid
RETTELSE: Det fremgår i artiklen, at der var tale om nye oplysninger om en gæld på 16,6 millioner kroner. Gælden udgøres dog primært i et realkreditlån, som stammer fra 2006, og det er derfor likviditetsproblemer på 900.000 kr, der har resulteret i konkursen for Kansas City.
Kansas City i Odense står overfor en usikker fremtid efter det viser sig, at spillestedet har en gæld på 16,6 millioner kroner. Det skriver Fyens Stiftstidende. Udover koncerter står stedet også for udlejning af øvelokaler til lokale musikere under navnet Odense Øvelokaleforening.
Kansas City modtager kommunal støtte, og så sent som i juni 2023 var Socialdemokratiet med til at samle et flertal, som endte med at redde spillestedet fra lukning. Dengang viste det sig nemlig, at spillestedet havde sendt forkerte medlemoplysninger til kommunen. De økonomiske støttemuligheder afhænger blandt andet af medlemmernes alder, og de forkerte oplysninger førte til, at støtten til Kansas City blev beskåret fra 2,1 millioner kroner til 600.000 kroner. Den daværende formand for spillestedet Lise Juncker Nielsen trak sig efterfølgende fra posten, og den daværende direktør Thomas Aarup blev fyret med ni måneders løn.
Med de nye detaljer om den store gæld 16,6 millioner kroner mener rådmand Søren Windells (K) og byrådsmedlem Claus Skjoldborg Larsen (S), at den økonomiske støtte fra kommunen nu bør stoppe.
- Da vi i sin tid gik med til at redde Kansas City, vidste vi ikke, hvad vi ved nu, siger Claus Skjoldborg Larsen til Fyens Stiftstidende.
Odense Kommunes by- og kulturudvalg skal afgøre fremtidsudsigterne for Kansas City på et møde allerede i morgen d. 25. oktober.
LÆS OGSÅ: Det odenseanske spillested Kansas City går konkurs: Forløbet kaldes en skandale