Nyhed

VIDEOPREMIERE: Pumps stivner på dansegulvet i ny sang – se musikvideoen her

Den København-baserede duo er tilbage med et nummer der taler til angsten for nattelivets floor

Pumps startede egentlig som en overspringshandling midt i en coronapræget studietid. Men tilføj en rødvinsbrandert, og pludselig stod August Hoffman og Oskar Schade, der står bag Pumps, i et spontant fotoshoot. Før de fik set sig om, havde de sendt fire sange afsted til deres nuværende label Konkylie.

Sidste år udkom så deres debut-ep Halfway, som blandt andet modtog fem stjerner af GAFFA under titlen Lyden af ungdommelig forelskelse på et tilrøget diskotek.

Nu er Pumps klar til at servere mere musik for deres lyttere med den nye single ”Don’t wanna see you dancing”. Sangen er på mange måder en ode til angsten for dansegulvet og følelsen af bare at vente på, sangen er forbi, så man igen kan flygte langt væk. I en pressemeddelelse fortæller Schade om tilblivelsen af sangen:


”Mens jeg skrev den, gik det op for mig, at pinlig ædru simpelthen må være en ekstremt dansk ting. Men samtidig en ting, jeg kan nikke irriterende genkendende til. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er taget i kødbyen for bare at ende i rygeren. Og jeg er ikke alene i rygeren - jeg står sammen med halvdelen af København, mens den anden halvdel har fået drukket sig nok mod til at kunne slippe sin ængstelighed på dansegulvet.”

Med til det nye nummer hører også en ny musikvideo med bandet, der foruden Schade og Hoffman også tæller guitarist Frederik Mikkelsen og William Hoffmann på bas. I videoen ser man bandet spille nummeret i et helt tomt rum, mens de samtidig fjoller rundt i små klip.  

Sidste forår kunne Pumps opleves live, da de spillede på Spot Festival i Aarhus. Her leverede bandet en, ifølge GAFFas anmelder Stefan Rutovic, stærk og solid præstation, der dog var præget af at foregå på det forkerte sted og på det forkerte tidspunkt:


”Pumps’ musik er, som de selv nævnte under koncerten, produceret i en mørk bunker, i Københavns nordvest-kvarter, og er som sådan ment til de mere lukkede, mørklagte omgivelser. I stedet foregår koncerten på højlys dag, med siddende gæster, hvor en klar størstedel kun hører med et halvt øre. Og det er desværre det, der bliver koncertoplevelsens uundgåelige akilleshæl," lød vurderingen blandt andet.

Se den nye musikvideo nedenfor


ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 10 bedste plader ifølge Stefan Rutovic

ANNONCE