Nyhed

ÆGTE VOKSENMUSIK: Kom Vi Løber er klar med første single fra nyt album – hør den her

Efter et års musikstilhed er der nu endelig nyt fra Kom Vi Løber

I fredags udkom der ny musik fra sanger og sangskriver Lone Sloth Nielsen – bedre kendt som soloprojektet Kom Vi Løber – med singlen ”Det håb jeg mærker der ikke vil dø”.

Ifølge en pressemeddelelse blev nummeret født i foråret på kulturstedet 18b i Harboøre, hvor Nielsen havde et ønske om ”at arbejde med tydelighed og nul forstillelse i både tekst og musik.” Hun uddyber:

”Jeg tog til 18b midt i en proces med vove at skrive sange om det, jeg var midt i og stadig er; om at lande efter en skilsmisse, om at finde sine ben i en ny kærlighed til en kvinde og de identitetsspørgsmål og nye perspektiver, det efterlod mig i. Jeg havde lyst til at gå mere direkte til både tekst og musik, måske mest af alt, fordi jeg ikke magtede andet. Det føltes nyt og farligt. Så laver man jo ægte voksenmusik.”


Under sit ophold på 18b fandt Nielsen et gammelt flygel og en lige så slidt lejrbålsguitar. Instrumenterne kom til at danne ramme om de sange, hun arbejdede på. I pressemeddelelsen fortæller Nielsen mere om processen med den nye single:

”Jeg havde en idé om at låne et Fleetwood Mac-trommefill som grundsøjlen i nogle 70’er-lydende trommer. Og derfra at forsøge at skrive en kærlighedssang om at turde læne sig ind i det gode. Men først, da jeg sad ved det gamle flygel med sætningen om håbet, der ikke vil dø, faldt grundtracket på plads.”

Og nu kan Nielsen så præsentere sine lyttere for første nummer fra et nyt album, der forventes at udkomme i foråret 2024. Nielsen/Kom Vi Løber var senest albumaktuel med Parafrase fra 2022. GAFFA anmeldte albummet og gav det tre stjerner.


”Det lyder godt. Det er behageligt. Sloth Nielsen leverer sine bedste tekster til dato, men med et ganske ufarligt akkompagnement. Som album ender det en kende anonymt. En lille håndfuld tracks gør sig særligt bemærkede på samme hylde som debutalbummets ”Byen ender”. Jeg er tilbøjelig til at konkludere, at dele af albummet er digte tilsat instrumentering,” lød det blandt andet fra GAFFAs anmelder Adam Bouttai.  

ANMELDELSE: Aarhus-orkester udgiver floskelfyldt debutplade


ANNONCE