Musikbranchens verdensstjerner får muligvis endnu mere plads at boltre sig på i Odense
Landets mange dyrskuepladser bliver hvert eneste år betrådt af tusindvis af tobenede gæster, som nyder de store områder, hvor der er plads til dans og store scener. Én af disse dyrskuepladser ligger i Odense, og denne sommer besøgte cirka 45.000 glade koncertgængere området for at opleve koncertmaskinen Rammstein over to aftener for fuld udblæsning med alt, hvad det indebar af pyroteknik og rungende basgange.
Meget tyder nu på, at dyrskuepladsen fremover skal være et trækplaster for nogle af Europas største musikoplevelser – og måske også en af de grønneste eventpladser.
Ifølge Fyens Stiftstidende går Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti nu sammen om at skabe en af de største og grønneste koncertpladser i Nordeuropa. Der er et helt særligt fokus på bæredygtige tiltag, og ifølge by- og kulturrådmand i Odense, Søren Windell fra Det Konservative Folkeparti, skal koncertpladsen være blandt de mest klimavenlige af slagsen:
"Det grønne består blandt andet i at få lagt nogle større elkabler ind, således at når man sætter en scene op her, så behøver man ikke sætte store dieselsgeneratorer op, men kan faktisk godt nøjes med den strøm, der er her i forvejen. Desuden handler det om håndtering af spildevand og kloakering generelt," siger han til Fyens Stiftstidende.
Man forventer, at den nye eventplads kommer til at have en kapacitet på op til 70.000 publikummer. Til sammenligning har Stockholms Friends Arena en kapacitet 65.000 publikummer, og arenaen får besøg af Taylor Swifts stort anlagte Eras Tour i 2024. Det sætter altså Odenses dyrskueplads frem i rækken af Nordeuropas største koncertpladser, og man kan kun gisne om, hvilke superstjerner der kan ende med at lægge vejen forbi Fyn.
Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti vil tage forslaget med til budgetforhandlingerne i løbet af denne uge.
Det er partiernes ambition, at pladsen står klar til koncerter allerede i 2024.
LÆS OGSÅ: "The best show on Earth" rammer Odense – derfor er Rammstein unikke