Kulturområdet modtager 1,1 milliarder ifølge regeringens fornyligt fremlagte finanslovudspil. Danmarks største fagforening ser positivt på fordelingen og roser kulturministeren
1,1 milliarder kroner. Sådan lyder den samlede pose penge, som regeringen har afsat til kulturområdet i det nye finanslovsudspil.
Flere musikinstitutioner bliver tilgodeset i udspillet, hvor blandt andet Den Jyske Opera, Sangens Hus, Musikalske Grundkurser og Concerto Copenhagen står til at modtage en bid af den økonomiske pulje. Danmarks største fagforening for musikere, Dansk Musiker Forbund, fremhæver særligt støtten til vigtige talentinstitutioner:
- I Dansk Musiker Forbund er vi glade for trygge økonomiske rammer til den Den Jyske Opera og MGK skolerne. Det løfter musikken, skriver forperson for Dansk Musiker Forbund, Thomas Sandberg, på fagforeningens hjemmeside.
Flere overraskelser i vente
Et af de mest iøjnefaldende punkter i finanslovsudspillet til kulturområdet er, at der er afsat hele 500 millioner kroner til en underkategori, som regeringen kalder for ”reserve til initiativer fra regeringsgrundlaget”. Det svarer altså til omkring halvdelen af den samlede pulje til kulturområdet, og regeringen har i skrivende stund endnu ikke præciseret, hvad eller hvem der ender med at få del af denne reserve. Forperson for Dansk Musiker Forbund, Thomas Sandberg, understreger, at fagforbundet naturligvis håber, at den danske musikscene bliver tilgodeset:
- Som fagforening for musikerne ønsker vi os selvfølgelig størst muligt fokus på musikken. Derfor er det positiv, at en del af midlerne endnu ikke er fordelt. Og vi håber på, og vil arbejde for at musikområdet får andel i de midler, skriver Thomas Sandberg på Dansk Musiker Forbunds hjemmeside.
Fagforbundet roser derudover kulturminister Jakob Engel-Schmidt for den økonomiske saltvandsindsprøjtning til kulturlivet:
- Det er fedt at se, at Kulturminister Jakob Engel-Schmidt lovede et kulturløft og så leverer på det. 1. mia. til kulturområdet er et godt signal, konstaterer Thomas Sandberg, forperson for Dansk Musiker Forbund.
LÆS OGSÅ: FINANSLOV: Kulturpas til unge og flere penge til talentudvikling