Nyhed

JUBILÆUMSGENSYN: Neil Young udgiver ny version af 50 år gammelt album

Jubilæumsalbummet bliver forsynet med et særligt bonus-track

Med over 40 studiealbum har Neil Young været en yderst produktiv musiker, siden debutalbummet Neil Young udkom i 1968.

Nu får et af de mange album nyt liv.

I år er det nemlig 50 år siden, at Youngs album Time Fades Away (1973) udkom. Det fejrer han med en særlig jubilæumsudgave, der har fået den meget passende titel, Time Fades Away 50, og som udkommer den 3. november.


Foruden de otte originale sange på albummet kommer den særlige jubilæumsudgave til at blive forsynet med et bonus-track med titlen ”The Last Trip to Tulsa.”

Nummeret blev oprindeligt udgivet i november 1973 som en B-side til albummets titelsingle. Det indgik desuden på 2020-albummet Neil Young Archives Vol. 2: 1972-1976 – et album der modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder Henrik Friis:

”I alt 3 ½ halvt år med Neil Young i et sangskrivningsflow og et indspilnings- og koncert-tempo tæt på det ufattelige. Langt, langt det meste af tiden med integriteten, nysgerrigheden og kvaliteten som faste partnere. Og det ér en fascinerende personlig og musikalsk rejse. Som en redux-version fra filmens verden, hvor instruktøren inkluderer de overskudsscener, han synes mangler for at gøre fortællingen til helt hans egen – uanset andre mening. Take it or leave it. Jeg ta’r det,” lød konklusionen dengang.


For nyligt spillede Young og bandet Crazy Horse en koncert på det ikoniske Roxy Theatre i Los Angeles – Young var med til at åbne Roxy i 1973 sammen med Santa Monica Flyers.

Young havde i forvejen givet sine fans en lille forsmag på koncerten via sine sociale medier. På selve aftenen kunne publikum dog se sig overrasket, da Young og Crazy Horse spillede hele to album til fulde: Everybody Knows This is Nowhere (1969) og Tonight’s The Night (1975).

Flere af sangene blev fanget på video af fans.


Hør nummeret ”Down By The River” fra gårsdagens koncert

KLASSIKEREN FYLDER TREDIVE: Da Neil Young forligede sig med selv at blive en ”Old Man”


ANNONCE