Nyhed

SNART ANSØGNINGSFRIST: Fond uddeler 250.000 kr. til frivillige koncertarrangører

Tuborgfondet Musikhjælp giver mulighed for, at frivillige arrangører af ikke-kommercielle koncertarrangementer kan søge op til 250.000 fra puljen Musikkens Frivillige

Det er ofte frivillige ildsjæle, som står bag nogle af landets mange kulturoplevelser. Gennem alle led lige fra billetsalg, booking af artister, lys- og lydteknik og markedsføring finder man frivillige kræfter, som sammen skaber musikoplevelser for alle os andre. Dem vil Tuborgfondet gerne tilgodese skriver programansvarlig for kreative erhverv i Tuborgfondet, Mikkel Sander i en pressemeddelelse:

- Det danske musikmiljø lever kun, fordi der er unge frivillige, som med holdånd, energi og engagement får festivaler og koncerter til at hænge sammen – både på og bag scenen. Vi vil styrke unge musikfællesskaber og give ekstra vitaminer til frivilligheden. Meget gerne i form af samarbejdsprojekter på tværs af aktører, så vigtig viden og gode erfaringer kan sprede sig som ringe i vandet, siger Mikkel Sander, programansvarlig for kreative erhverv i Tuborgfondet.

Fællesskab som drivkraft


I foråret uddelte Musikkens Frivillige 2,2 millioner kroner til 30 forskellige koncertarrangører. Én af dem som modtog en del af puljen, var Rytmisk Råstof, der blandt andet driver spillestedet Harders i Svendborg. Her modtog de 200.000 kroner, som gik til et kompetenceforløb for frivillige på Sydfyn. Spillestedsleder for Harders, Jeppe Skjold, understreger hvor vigtigt et godt fællesskab er for det frivillige arbejde:

- Jeg tror, det er vigtigt med rammer, hvor unge kan mødes og skabe noget sammen. For fællesskabet er den motor, der får det frivillige arbejde til at rykke. Vi samarbejder med lokale uddannelsesinstitutioner – blandt andet gymnasier – om rekruttering. Der er også konkrete planer om en festival, hvor frivillige unge står for alt i forhold til planlægning, afvikling og markedsføring. Dén frihed er der en kæmpe styrke og læring i, siger spillestedsleder Jeppe Skjold til Tuborgfondet.

Unge skal inspirere unge


En af de andre modtagere af midler fra puljen var Foreningen Musikværket i Ry, som står bag et initiativ, hvor unge fra hele Østjylland mødes på spillestedet Gnisten, for at udveksle viden og erfaringer fra arbejdet som frivillig i musikbranchen:

- Vi giver konkret viden om koncertafvikling og sørger hele tiden for at nære dét fællesskab, det er, at mødes og blive klogere sammen, siger booker hos Gnisten og del af Foreningen Musikværket, Andreas Bech, til Tuborgfondet.

Musikkens Frivillige har ansøgningsfrist d. 23. oktober 2023, og kan søges her.


GODT NYT: Uddeling af fondsmidler til musik og scenekunst stiger

ANNONCE