Nyhed

Taylor Swift-effekten skal få flere amerikanere til stemmeurnerne

Taylor Swift får tusindvis af fans til at registrere sig som vælgere i opfordring på Instagram

Der er ingen tvivl om den amerikanske pop-sensation Taylor Swifts enorme popularitet, hvor hun har slået den ene rekord efter den anden. Senest satte hun ny rekord ved MTV Video Music Awards, hvor hun vandt hele ni statuetter på en og samme aften.

På trods af verdensstjernens store bedrifter og enorme fanskare er hun samtidig kendt for at forholde sig notorisk neutral, når spørgsmålet falder på politisk overbevisning og indblanding.  I 2016 blev Taylor Swift mødt af stor kritik for ikke at tage afstand til Donald Trumps valgsejr. I 2018 brød hun dog endelig muren af stilhed, da hun i et opslag på Instagram åbent erklærede sin støtte til to demokratiske kandidater i forbindelse med midtvejsvalget.

I optakten til det kommende præsidentvalg bruger Taylor Swift igen sin platform som talerør – og effekten er allerede målbar. I USA er det ikke nok at være myndig for at kunne stemme ved eksempelvis et præsidentvalg. Man skal også huske at registrere sig selv online som vælger inden tidsfristen, som varierer fra delstat til delstat. I 2020 stemte kun 66,8 procent af alle myndige amerikanere til præsidentvalget, hvor gruppen af unge mellem 18 og 24 år havde det lavest antal vælgere.


I går opfordrede hun sine fans til at registrere sig på vælgerhjemmesiden vote.org i sin Instagram-story:

- Har du registeret dig som vælger? Jeg har været så heldig at se mange jer for nyligt til mine US koncerter. Jeg har hørt jer hæve jeres stemmer, og jeg ved, hvor kraftige de er. Husk gøre jer klar til at kunne bruge dem til vores valg i år!

Kommunikationschefen for vote.org, Nick Morrow, skriver på det sociale medie X, at hjemmesiden oplevede øget aktivitet efter Taylor Swifts story blev offentliggjort på Instagram:


- Vores hjemmeside registrerede i gennemsnit mere end 13.000 brugere hvert 30. minut (efter Taylor Swift delte opfordringen, red.). 13! Lad os bare sige, at hendes ry for at være en mastermind er velfortjent, skriver Nick Morrow.

I 2020 tillod Taylor Swift for første gang, at en politiker brugte en af hendes sange i forbindelse med en politisk kampagne. Det var demokraternes Eric Swalwell, som dengang fik lov til at bruge sangen ”Only the Young” i en reklame for det Demokratiske parti.

LÆS OGSÅ: ALDRIG HØRT FØR: Taylor Swift afslører titlerne på uudgivne sange fra kommende genindspillet album


ANNONCE