Den Austin-baserede soul-ensemble vender tilbage til landet til november
I '22 gav Black Pumas koncert på Roskilde Festivals Avalon-scene - og sidste år udgav de deres andet studiealbum under titlen Chronicles of a Diamond.
"Det tight-spillende band kørte triumfen hjem med en growswingende udgave af signaturnummeret, og uden at pløje nye furer i den musikhistoriske muld, slog det et solidt slag for USA’s grundlæggende musikalske arv," skrev vores anmelder på Roskilde - med henvisning til sangen "Colors" fra bandets selvbetitlede 2019-debut.
Nu er Black Pumas så klar til atter at møde deres danske publikum. De har nemlig varslet en koncert i KB Hallen i København den 8. november. Biletter koster fra 370 til 420 kroner plus gebyr og sættes til salg på fredag den 12. april klokken 10.00 her.
Black Pumas er centreret omkring producer og multiinstrumentalist Adrian Quesada og sanger og sangskriver Eric Burton. Gruppen var Grammy-nomineret i både 2020 og '21, ligesom de optrådte (online, på grund af Covid19) ved præsident Joe Bidens indsættelses-ceremoni i 2021.
Super Bowl-aktuelle Black Pumas og Lucius udsender cover af Kinks-klassiker