Mike Pinder var måske ikke så kendt af den brede offentlighed, men det var hans arbejde med mellotronen, som skabte The Moody Blues’ berømte symfoniske lyd. Nu er han død, 82 år.
Tænk på evergreens som “Nights In White Satin”. Over et tæppe af symfonisk lyd svæver Justin Haywards lyse tenor, som den siden skulle gøre så mange gange for det banebrydende engelske orkester. Men Hayward var ikke en af grundlæggerne, mens Mike Pinder (yderst til venstre på foto) var det som dygtig keyboardspiller, der desuden spillede en masse andre instrumenter. Med hans død er den sidste grundlægger nu gået bort, efter at vi for nylig mistede den dygtige guitarist Denny Laine, som mest blev kendt for sit mangeårige samarbejde med Paul McCartney i Wings.
Men det var netop Denny Laines afgang, som førte til, at det symfoniske rockband – som blev kendt for sine fantastiske keyboardflader, perfekte kor og evnen til at skrive melodier med en egen hitorienteret appel – fik sin mest klassiske form, fordi man fik sangeren og guitaristen Justin Hayward og bassisten og sangeren John Lodge ind over, samt deres helt særlige tæft for at skrive musik, der nåede ud til masserne og gjorde The Moody Blues til at band, som havde fans over hele kloden.
Men en af hemmelighederne blev mellotronen, som var en forgænger for sampleren, og som skulle blive et af de bærende instrumenter inden for især progrocken, hvor den symfoniske lyd ud over The Moody Blues ville tegne orkestre som King Crimson, Genesis, Yes, Emerson, Lake and Palmer og mange andre. Og det var et dyrt instrument, som nærmest gik på omgang, og det var eksempelvis en legendarisk historie, da King Crimson solgte sin mellotron til Genesis, som i hænderne på Tony Banks fik sig en lyd, som skulle blive afgørende for deres lyd sammen med forsanger Peter Gabriels karakteristiske lyse stemme og underfundige tekster.
The Moody Blues var allerede blevet dannet i 1964, og ombord var blandt andre trommeslageren Graeme Edge, fløjtenisten og sangeren Ray Thomas og føromtalte Denny Laine, som blev orkestrets frontmand i de første tre-fire år, samt altså Mike Pinder. D’herrer skulle alle være faste medlemmer i de store år, som startede i 1967 med Days of Future Passed og inkluderede albums som To Our Children’s Children’s Children(1969), A Question of Balance (1970) og kulminerede med Seventh Sojourn i 1972.
Selv om der havde været en vis succes i de første år, var det som sagt for alvor, da Justin Hayward og John Lodge kom ind over, og bandet tog to afgørende beslutninger, nemlig at gå i en psykedelisk retning, som lå perfekt i tiden med 1967 og ungdomsoprøret og brugen af det nye keyboard, som allerede havde tegnet legendariske album som The Beatles’ Revolver fra 1966, og som The Rolling Stones også skulle bruge på deres psykedeliske svar på The Beatles’ Sgt. Pepper-plade, Their Satanic Majesties Request, som ligeledes kom i 1967.
At bruge mellotronen lå lige til højrebenet for Mike Pinder, som faktisk som 21-årig i 1962-63 havde været ansat på fabrikken Streetly Electronics i Birmingham som ingeniør, hvor de første udgaver af de nye keyboards allerede så dagens lys i 1963. Det var efter det job, at han var med til at danne The Moody Blues, hvor han sammen med Denny Laine var sangskriver i de første år, men hvor det også blev ham, som kontaktede den lovende unge Swindon-guitarist og sanger, Justin Hayward, da bandet skulle indtage sin afgørende form og dreje ind i den lyd, som alle siden har defineret som The Moody Blues.
Her ville Pinder være afgørende og ikke mindst være bagmand for nogle af de mere skøre indfald, som typisk omhandlede det ydre rum og fantasirejser, som suiten ”Have You Heard/The Voyage” fra albummet On The Threshold of a Dream (1969) og den flotte begyndelse med et rumskibs start på den efterfølgende To Our Children’s Children’s Children (1969) ydermere skabte et publikum blandt unge hippier, som søgte netop de vej sammen med bevidsthedsudvidende stoffer på en lokal scene, som også omhandlede den senere supergruppe Pink Floyd.
Mike Pinder var meget vigtig, for han spillede en lang række instrumenter, som inkluderede en anden ny elektronisk opfindelse i form af Moog-synthesizeren, cello, bas, guitar og diverse indiske instrumenter, ligesom han havde en smuk stemme, som var en del af det brusende kor, som ofte ville understøtte de smukt svungne melodilinjer, over hvilke især Haywards stemme ville flyve.
Mike Pinder fortsatte med The Moody Blues frem til albummet Octave (1978), som samtidig markerede, at de store år var ovre, samtidig med at publikum rykkede videre til andre bands.
En skilsmisse i 1972 gjorde også, at han fik nye behov og ikke havde lyst til at turnere så meget og flyttede til Californien, hvor han boede resten af sit liv, og teknikeren fornægtede sig ikke, da han blev ansat af Atari-computerfirmaet som konsulent. Han udsendte adskillige soloalbum, og hans sønner har også turneret som musikere.
The Moody Blues ville siden i flere omgange blive gendannet med den mest populære besætning, og Pinder var da også med, da de blev indlemmet i rockens Hall of Fame i 2018.
Han døde 24. april på hospice i Los Angeles-området.
LÆS OGSÅ: The Moody Blues' Ray Thomas død – skulle optages i Rock and Roll Hall of Fame
