Nyhed

Rickie Lee Jones kommer til Danmark

Den respekterede amerikanske sangskriver giver koncert i Jylland tre måneder før sin 70 års fødselsdag

Det er mindre end et år siden, Rickie Lee Jones besøgte Danmark og gav en efter sigende femstjernet koncert i Amager Bio. Nu forlyder det så, at hun vender tilbage til landet - nærmere bestemt til august, hvor hun vil give koncert på årets Tønder Festival.

Jones udgav sidste år albummet Pieces of Treasure, hvor hun fortolker jazzstandarder. Albummet var nomineret til en Grammy for Best Traditional Pop Vocal Album ved årets Grammy Awards - og så er det produceret af Russ Titelman, som også producerede Jones' to første album Rickie Lee Jones (1979) og Pirates (1981) for mere end fyrre år siden.

Rickie Lee Jones har været en forholdsvis hyppig gæst herhjemme i den senere del af sin karriere. I 2006 gav hun koncert på Kolding Teater, og mindre end et år senere kunne hun opleves på Train i Aarhus. I 2010 besøgte hun både Vega samt Aarhus ad hele to omgange for at give koncert på henholdsvis Train og Aarhus Teater, og i 2015 og '15 besøgte hun henholdsvis Lutherkirken og Amager Bio.


Tønder Festival finder sted den 21.-24. august og byder - foruden Rickie Lee Jones - på koncerter med blandt andre Asleep at the Wheel, Rodney Crowell, Jacob Dinesen, Hush og Jonah Blacksmith.

55 ÅR NEDE AD LANDEVEJEN: Legendarisk amerikansk band kommer til Tønder

ANNONCE