Nyhed

Syd for Solen klar med tre nye navne - inklusive seksstjernet stortalent

”Der er lagt op til en fuldstændig uforglemmelig sommerdag”

Foråret har meldt sin ankomst, hvilket betyder at dette års festivaler er lige rundt om hjørnet. Dette betyder også, at der kommer flere og flere annonceringer fra diverse festivaler.

I dag er Syd for Solen klar med tre nye navne til festivalens fredagsprogrammet for festivalen, som i skrivende stund allerede byder på koncerter med Jorja Smith, André 3000, Yussef Dayes og Guldimund.

”Der er lagt op til en fuldstændig uforglemmelig sommerdag,” siger programansvarlig Xenia Grigat, i en pressemeddelelse, om fredagens program. Det udvides i dag med blandt andre den britiske singer-songwriter Michael Kiwanuka, som festivalens programchef er glad for at have fået fat i:


”Michael Kiwanuka kommer med sin fænomenale stemme, sine gribende tekster og skaber med sin helt overdrevne musikalitet en smuk rød tråd gennem dagen. Han har fornyet soulgenren med sin musik, der er fuld af referencer til musikhistoriske epoker," udtaler Grigat i pressemeddelelsen, og tilføjer:

"Hans tekster er dybe og eksistentielle, og så er han i besiddelse af en vokal, der rent og direkte formidler følelserne, så de rammer lige i hjertet. Han passer simpelthen perfekt mellem Jorja Smith og André 3000. Vi er lykkelige over, at hans første danske koncert i næsten fem år bliver under åben himmel i Valbyparken.”

I 2012 debuterede Kiwanuka med albummet Home Again, i 2016 fulgte Love and Hate og i 2019 udgav han sit tredje selvbetitlede album Kiwanuka som fik fire stjerner af GAFFAs anmelder.


”Men Michael Kiwanuka fungerer bedst, når han ikke har for travlt, og når produktionen ikke bliver overlæsset som på den fine ballade ’Piano Joint’ eller på ’Hero’, hvor Kiwanuka bringer fortiden og nutiden tekstmæssigt sammen i en borgerrettighedssang om det evigt aktuelle problem med skydeglade betjente og sorte ofre. Men højdepunkterne kan ikke ændre på, at formen på Kiwanuka for ofte overskygger indholdet,” lød det i anmeldelsen.

Sidste gang, GAFFA oplevede Kiwanuka live, var i K.B. Hallen i 2019, hvor han efter sigende spillede en femstjernet koncert.

”Med tre album fra allerøverste hylde, en stribe numre i forskellige tv-serier og udsolgte koncerter over hele verden er Michael Kiwanuka godt på vej til at konsolidere sig som en verdensstjerne, der både omdefinerer og viderefører en soul-scene, der ellers har tendens til at forfalde til ren nostalgi eller kommercialisme. Kan han holde kurven i fremtiden, bliver KB Hallen snart for lille til ham – også selvom den ydmyge og meget taknemmelige sanger i går var benovet over, at så mange havde valgt at gå til koncert med ham,” hed det i anmeldelsen.


Dansk navn med internationalt format
Samtidig med Kiwanuka annoncerer Syd for Solen besøg fra danske Eee Gee, som for nylig høstede seks stjerner for sin angiveligt fuldstændig fremragende intimkoncert på Platform K i Horsens.

”Fredagen er dedikeret til den soulede og jazzede popmusik i al sin diversitet, og til de artister der går til populærmusikken med deres helt egen nysgerrige energi.  Hvis vi kigger ned i vores egen lille andedam, er der særligt ét navn, der løfter sig langt udover landets grænser, og som vi slet ikke kan komme udenom med dén agenda; nemlig fuldstændig uforlignelige Eee Gee,” udtaler Grigat i pressemeddelelsen, og tilføjer:

”Mage til talent skal man lede længe efter – og rygtet om eee gees blanding af pop, country og disco er også for længst nået udover landets grænser. Hun kalder det selv musikken for ’nordicana’, og det rammer ret præcist den liveoplevelse af rørende, intime ballader og dansable disco-tracks, som publikum elsker og kan glæde sig til. En verdensstjerne in spe. Det vil jeg godt vædde en Syd for Solen-øl på,”


Og dén vurdering delte GAFFAs anmelder i Horsens som sagt

”Det kan godt være, at der en af Grankvists kolleger, som p.t. turnerer under overskriften Dronning af Månen. Det ændrer imidlertid ikke på, at dansk pops virkelige dronning anno 2024 hedder i Eee Gee. I særklasse, simpelthen,” hed det blandt andet i den seksstjernede anmeldelse fra den østjyske provinsby.

Eee Gee har for nyligt udgivet singlen ”Louise”, som handler om at miste en af sine gode veninder uden varsel.


Hun udgav sit debutalbum Winning i 2022 og har siden fulgt op med She-Rex, som modtog stor ros og seks stjerner af GAFFA. 

Som det sidste nye navn i denne ombæring offentliggør festivalen, at Rachel Chinouriri skal spille på festivalen.

”Hvis man godt kan lide at blære sig med at have set en gigantisk verdensstjerne i de første år af karrieren, så skal man ikke gå glip af Rachel Chinouriri på Syd for Solen 2024. Hun er et sprudlende musikalsk kæmpetalent i eksplosiv udvikling, der allerede har overbevist alverdens musikalske tastemakers. Musikken er en nyskabende kombination af klassisk sangskrivning, elektroniske pop-produktioner og en helt unik og sjælfulde sangstemme – alt sammen med nik til både 00’er pop, indie og afrikansk acapella,” afslutter Xenia Grigat pressemeddelelsen.


Syd for Solen løber af stablen den 8.-10. august i Valbyparken. Billetsalget er allerede i gang, og partoutbilletterne koster 2.100 kroner. Det er også muligt at købe billet til enten en eller to dage på festivalen. Mere info om billetterne kan findes her.

MICHAEL KIWANUKA-INTERVIEW: "Vi må stoppe med at være så hårde ved os selv!"

ANNONCE