Nyhed

The Doors udgiver skandinavisk livealbum

Nyt dobbeltalbum er optaget et par dage efter bandets eneste besøg i Danmark i september 1968

Det er blot et par måneder siden, GAFFA fik en snak med The Doors-guitaristen Robby Krieger - et interview, som blandt andet kom omkring de gamle, uudgivne optagelser med det legendariske band, som stadig ligger opmagasineret i en lagerbygning i Hollywood.

I '22 udkom livealbummet Paris Blues i et stærkt begrænset oplag i anledning af Record Store Day, efterfulgt af sidste års Live at The Matrix 1967 - og nu forlyder det så, at der atter er "nyt" på vej fra arkiverne.

Denne gang drejer det sig om bandets koncert i Stockholm den 20. september 1968 - lige efter, bandet havde været i Danmark for at give koncerter i Falconer Salen den 17. og i TV-Byen i Søborg dagen efter. Live at Konserthuset, Stockholm: September 20, 1968 udkom som dobbelt-cd og tredobbelt vinyl i lørdags.


Koncerten i Stockholm markerede afslutningen på bandets første og eneste Europaturné og blev i sin tid optaget på firespors-båndoptager med henblik på at blive spillet i radioen. Derfor fremstår optagelserne også i væsentligt bedre lydkvalitet end de bevarede optagelser fra København-koncerten, som var inkluderet på bokssæt-versionen af Waiting for the Sun fra 2018.

JIM MORRISON FYLDER 80: Her er fem fede The Doors-covers - fra Stevie Wonder til Marilyn Manson

 


ANNONCE