Nyhed

TONER PÅ VANDRØRENE: Spotify planlægger at indføre omdiskuteret TikTok-funktion

Den nye funktion skal give Spotify-brugere mulighed for at ændre tempoet på deres yndlingssange

Spotify planlægger angiveligt at indføre en ny funktion, hvor brugere selv kan øge eller sænke tempoet i en sang. Det udtaler anonyme kilder til The Wall Street Journal. De såkaldte "sped up versions" og "slowed down versions" af musik er særligt populære på TikTok, og mange A-liste-musikere har også selv udgivet manipulerede versioner af deres sange på diverse streamingtjenester.

Spotify har desuden sammensat en playliste med titlen "sped up songs", som per dags dato følges af knap to millioner brugere, som lytter til sange fra verdensstjerner såsom Sabrina Carpenter, SZA, The Weeknd og Lana del Rey, som alle er manipuleret til et hurtigere tempo og/eller pitch - altså toneleje. Nu lyder stemmer på vandrørene, at Spotify planlægger at indføre en funktion, så brugerne selv kan øge eller sænke tempoet i deres yndlingssang, uden de skal vente på, at artisten selv udgiver den manipulerede version først.

Den nye funktion skal "appellere til unge brugere og samtidig generere nye indtægter for artisterne", udtaler en kilde til The Wall Street Journal, som også understreger, at funktionen kun er i den tidlige fase nu, og at man stadig mangler at få styr på de officielle aftaler. 


Funktionen skal konkurrere mod den ulovlige del af manipulerede sange, som udgør en stor portion af det samlede musikbibliotek på blandt andet TikTok. Analyseinstituttet Pex screenede sidste år 100 millioner sange fra TikTok, og konkluderede i en rapport den 28. februar 2024, at over en tredjedel (38 procent) af sangene var manipuleret i toneleje og/eller tempo. Spotifys nye funktion - som altså endnu kun er på tegnebrættet - skal dermed være med til at sikre rettighedshavere en indtægtskilde for deres musik, som lige nu bliver krænket i mange manipulerede versioner på TikTok, hvor de alternative versioner bliver uploadet som nye piratkopier. 

GAFFA vil gerne stille følgende spørgsmål til Spotify: 
- Hvordan vil Spotify sikre, at musikken ikke bliver manipuleret uden kunstnerens samtykke? 
- Har kunstneren mulighed for at fravælge funktionen, eller kommer funktionen til at være tilgængelig på hele Spotify?

Spotify skriver i en mail til GAFFA, at man ikke kan svare på spørgsmålene i denne omgang. 


Hør selv Spotifys egen playliste "sped up songs" nedenfor.

 


LÆS OGSÅ: Straffesag om musiksvindel: Nu er dommen faldet

 

ANNONCE