Nyhed

VIDEOPREMIERE: Se Uden Ord i et barndomshjem på Amager

Uden Ord følger op på deres seneste album med en livesession, som kan ses lige her

I efteråret udkom trioen Uden Ords andet album Verden den er lige her. Albummet er nomineret til en Carl-pris i kategorien Årets komponist inden for rock. I dag er bandet så klar med en videopremiere. Videoen er en livesession med to af sangene fra albummet. Det drejer sig om sangene ”Alene” og ”Dagene vi husker”.

“I sommers optog vi en livesession af sangene ‘Alene’ og ‘Dagene Vi Husker’ i det hus på Amager, hvor det hele startede for os som band. Vi har brugt utallige timer i husets kælder, hvor vi havde studie og øvelokale i mange år, og ville derfor gerne hylde stedets betydning for vores musik. Vi har lavet videoen i samarbejde med en masse dygtige film- og musikfolk, heriblandt de to instruktører Martin Lundgaard og Jeppe Marno, der blandt andet også har lavet videoen til Kingtommis ‘Cruise Mode’,” fortæller bandet i en pressemeddelelse, og tilføjer:

”Vi vil gerne udgive live-session netop nu, fordi vi i den kommende tid har nogle milepæle på vej. Vi skal spille en af vores største koncerter hidtil på Spot i Lille Sal lørdag den 4. maj kl. 23.15, og så er vi nomineret som årets komponister inden for rock til Carl Prisen. Derfor synes vi, at det var på sin plads nu at få hyldet Verden den er lige her med de her nyfortolkninger af to af de sange på albummet, der står os allermest nær.”


Uden Ord er en ung trio bestående af Gustav Hedemann (vokal, guitar), Thomas Mulcahy (vokal, synth) og William Spangaard Nielsen (vokal, trommer). De skaber deres musik i en flaksende genrehybrid af pop, rock, free-jazz, punk og folk.

Bandet udgav i 2021 debutalbummet Eventyrsom GAFFA tildelte 5 stjerner.

”Både musikalsk og tekstmæssigt kunne Uden Ord minde en smule om de også albumaktuelle First Flush, men dog med markant mindre AutoTune. Gruppen har dog bestemt meget at byde på i egen ret og kan anbefales til alle, der nyder begavet dansksproget sangskrivning i fantasifulde musikalske gevandter, og selv folk med skepsis over for AutoTune burde kunne være med det meste af vejen. Måske kan man ligefrem få ørerne op for, at denne effekt faktisk kan noget – hvis den bruges med omtanke,” som det hed i anmeldelsen.


Se videoen her:

SPOT FESTIVAL 24: Nu udvides programmet med 20 navne


ANNONCE