Nyhed

Carole King til Swiftie-event: "Jeg er så stolt af hende"

Carole King deltog i tirsdags i "Swifties for Kamala"-eventet og medbragte rosende ord til sangeren

Den amerikanske sanger Carole King deltog i tirsdags i livestream-eventet "Swifties for Kamala", hvor hun sang sin yndlings Taylor Swift-sang "Shake it Off" fra albummet 1989, for de mange tusind fans, der var tunet ind.

"Jeg er en Swiftie, og Taylor og jeg er faktisk venner. Vi har haft samtaler backstage, og jeg ser hende som mit musikalske og sangskrivende barnebarn. Vi har et dejligt forhold, og jeg er så stolt af hende,” fortalte King til de mange lyttere på livestreamen, ifølge Billboard.

Derefter opfordrede Carole King Taylor Swifts fans, der går under navnet Swifties, til at blive frivillige og hjælpe Kamala Harris under valget; "Jeg har været politisk aktivist i årevis. Jeg har været caller, jeg har gået dør til dør, selv som berømt. Jeg fortæller jer alt dette, for hvis nogen af ​​jer overvejer at melde jer frivilligt til at gå dør til dør eller blive caller, men er lidt nervøse for, hvad I skal sige, så tro mig, I kommer til at arbejde sammen med en arrangør, som vil fortælle jer, hvordan man gør,” fortalte hun og tilføjede; ”Vær ikke bange, for der er intet at tabe og alt at vinde (…). Der er for meget på spil.”


"Swifties for Kamala" blev lanceret efter, at Joe Biden i juli trak sig fra præsidentvalget, og demokraterne stillede sig bag Kamala Harris som den nye præsidentkandidat. Taylor Swift har ikke selv offentligt vist sin støtte til hverken Kamala Harris eller Swifties-eventet, men i et interview med Cosmopolitan fortalte eventens mediechef Rohan Reagan, at dette ikke stopper dem:

"Vi gør dette uden hende ved at bruge Swifties' platform som en måde at få folk til at involvere sig i valget. Taylor støttede Joe Biden under valget i 2020, så det er muligt, at hun vil vise sin støtte igen. Men Swifties for Kamala venter ikke på, at hun gør det," fortalte Rohan Reagan.

Flere amerikanske kendisser har i løbet af den seneste tid distanceret sig fra den politiske debat, og for nyligt blev sanger Charli XCX også hurtigt nødt til at forklare, at et tweet, hvori hun kalder Kamala Harris for Brat, ikke var et udtryk for et politisk ståsted, men var ment som en sjov reference til hendes seneste debutalbum Brat. Hun understregede i interviewet, at hendes politiske overbevisning ikke er en integreret del af hendes musik.

Carole King udgav i 1971 sit andet studiealbum Tapestry, der blev et af hendes største albums til dato. Den i dag 82-årige sanger, trak sig for en del år siden ud af rampelyset, da hun gennem en årrække har lidt af den alvorlige sygdom Lewy Body Demens. Sidste år udgav hun dog livealbummet Home Again: Live from Central Park 1973, som blev krediteret med hele fem stjerner fra GAFFAs anmelder. 


Trump kommenterer på AI-generede Taylor Swift-billeder

ANNONCE