Nyhed

D-A-D FYLDER 40: Nu annoncerer de fem store koncerter

D-A-D følger kommende album til dørs med koncerter i landets største byer

På trods af, at rockgruppen D-A-D i år kan fejre 40-års-jubilæum har gruppen, med en lang række koncerter over sommeren og en udsolgt jubilæumskoncert i Royal Arena, bevidst at de ikke er færdige med musikken. Tværtimod annoncerer gruppen nu hele fem danske koncerter i forbindelse med udgivelsen af deres kommende album Speed of Darkness.

Albummet, der udkommer den 4. oktober, er bandets første album i fem år og består af hele 14 sange. To af disse, ved navn "Keep That Mother Down" og "Head Over Heels", udkommer på fredag, hvor det også bliver muligt at købe billetterne til den annoncerede turné. I en pressemeddelelse fortæller bandet selv om de to numre:

”Keep That Mother Down”: ”en af den mest krystalklare rockere på det kommende album. Et Cobber-riff som Laust bare får til at swinge! Teksten handler i virkeligheden bare om at holde stodderen nede, og erkende at vi er på den her klode udelukkende i kraft af hinanden”  fortæller bandet og tilføjer:

”Head Over Heels”: ”En af to ballade-agtige skæringer fra Speed Of Darkness. Vi ææælsker at spille det her beat…: Kan man kaste sig ud i kærligheden uden omtanke?  Eller er omtanken i virkeligheden kærligheden? Nogen gange falder vi for hinanden. Andre gange falder vi bare.”


Bandets jubilæum bliver, udover med kommende album, også fejret på TV2, hvor man til oktober kan se dokumentaren D-A-D: 40 års venskab, der fortæller om op og nedture på gruppens rejse til succes, og hvordan de fire venner skulle gå hen og blive den første musikgruppe med deres egen udstilling på Nationalmuseet. 

Rockveteranerne inviterer til Rock and Roll, når de blandt andet slår et smut forbi Aarhus Congress Center og Forum Black Box i København og både synger gamle klassikere og helt friske numre. Billetterne til de kommende koncerter kan købes her.

Du kan varme op til koncerterne og albummet her på GAFFA.dk, hvor vi den seneste tid har delt fotogallerier fra blandt andet gruppens USA-tur i 1988, deres tur til Australien i '90 og vores allerførste interview med jubilarerne fra GAFFAs februarnummer i 1986.


De fem koncerter bliver afholdt her:
23/1 Aarhus Congress Center - Aarhus
24/1 Aalborg Kongres & Kultur Center - Aalborg
25/1 Jyske Bank Arena - Odense
31/1 + 1/2 Forum Black Box – København

D-A-D udgiver nyt album: "Kvaliteten er ultrahøj"

ANNONCE