Danske Annika, er flere gange gået viralt Tiktok og indtager nu førstepladsen på Spotifys Top-50-liste i Norge
19-årige Annika Wedderkop, kendt som Annika, udgav singlen "Så længe jeg er sexy." 2. august, og nu er singlen strøget til tops på danske norske top-50-liste på Spotify - sandsynligvis som den første dansksprogede sang nogensinde.
I Danmark ligger singlen som nummer tre i hælene på Tobias Rahim og albumaktuelle Kesi.
Annikas musikalske succes er blevet skabt gennem platformen Tiktok, som blev et springbræt for hendes karriere. På hendes profil Youngmammmi blev hun opdaget af den danske musikbranche og har sidenhen udgivet singler som ”Knuser hjerter” og ”Nye Tider”, der også lægger navn til hendes debut-ep fra 2024.
Hendes vej til den norske Top 50 blev ligeledes skabt gennem Tiktok, hvor den norske influencer, Idunn Vollan, delte en video med ”Så længe jeg er sexy” den 9. august -og det har angiveligt har fået den dansksprogede single til at stryge til tops i Norge.
Annika spillede på dette års livecamp på Smukfest, hvor der ingen tvivl var om, at hun var et kendt navn blandt publikum.
Til hendes koncert var pladsen fyldt og publikum skreg med på numrene i en grad, så GAFFAs journalist havde svært ved at høre musikken. Det vidner om en kunstner, der har skabt en solid fanskare på relativt kort tid - blandt andet gennem hendes eksponering på Tiktok.
BEDST LIGE NU: Ti nye og håndplukkede tracks - fra Annika til Pom Poko