Nyhed

Falske AI-billeder af Taylor Swift skal få fans til at stemme på Donald Trump

Den amerikanske præsidentkandidat delte også en falsk nyhedsartikel om, at Swifties støtter Trump efter det afværgede terrorangreb i Wien

Mange genkender plakatillustrationen af amerikanske Uncle Sam, der peger insisterende mod beskueren over teksten: "I Want You For U. S. Army Nearest Recruitment Station" iført en beklædning med de amerikanske røde, hvide og blå farver. Hvis man følger præsidentkandidat Donald Trump på hans eget sociale medie Truth Social, vil man falde over et lignende billede, hvor Uncle Sam er skiftet ud med Taylor Swift, og hvor teksten har ændret sig til "Taylor Wants You To Vote For Donald Trump" med det amerikanske flag som baggrundstæppe.

Billedet er skabt af kunstig intelligens, og Trump deler det fra sin egen profil med beskrivelsen "I accept!".

Ud over det Uncle Sam-inspirerede billede har Donald Trump også delt en serie af AI-generede billeder, som blandt andet viser Taylor Swift-fans, som har t-shirts på med teksten "Swifties For Trump" samt, hvad der ligner et screenshot af en falsk nyhedsartiklen, hvor rubrikken lyder således: "Swifties støtter Trump efter ISIS aflyser Taylor Swift-koncert", som naturligvis refererer til det afvæbnede terrorangreb i Wien i starten af denne måned.

I begyndelsen af året udtalte Trump, at han ikke så "nogen chance for, at hun vil støtte crooked Joe Biden". I dag hedder demokraternes præsidentkandidat Kamala Harris, og Taylor Swift har endnu ikke udtalt sig om sit politiske standpunkt i forbindelse med denne valgkamp. Faktisk har verdensstjernen i mange år været notorisk kendt for at forholde sig politisk neutral, selvom mange kædede hendes tidlige country-karriere sammen med det republikanske parti, hvilket medførte, at hun blev mødt af stor kritik i 2016 for ikke at tage afstand til Donald Trumps valgsejr. I 2018 brød hun dog endelig muren af stilhed, da hun i et opslag på Instagram åbent erklærede sin støtte til to demokratiske kandidater i forbindelse med midtvejsvalget. 

Efterfølgende udtalte hun i et interview til V Magazine i 2020, at hendes stemme gik til Joe Biden og Kamala Harris ved det foregående præsidentvalg med denne begrundelse:

"Den forandring, vi har mest brug for, er at vælge en præsident, der anerkender, at etniske minoriteter fortjener at føle sig trygge og repræsenteret, at kvinder fortjener retten til at bestemme over deres egen krop, og at LGBTQIA+-samfundet fortjener at blive anerkendt og inkluderet. Alle fortjener en regering, der tager globale sundhedsrisici alvorligt og sætter befolkningens liv først. Den eneste måde, vi kan begynde at forbedre tingene på, er at vælge ledere, der er villige til at tage disse udfordringer op og finde måder at arbejde sig igennem dem.".


Taylor Swift har også for nylig brugt sin stemme i demokratiets tjeneste, da hun i 2023 opfordrede sine amerikanske fans til at registrere sig som vælgere. Læs mere om det her. 

LÆS OGSÅ: TAYLOR SWIFT I LONDON: Superstjernen inviterede kendt kollega på scenen

ANNONCE