Festivalen sikrer, at økonomiske forhindringer ikke står i vejen for en god oplevelse og tilbyder gratis billetter samt forplejning til fem familier
Midtfyns Festival, der finder sted fra den 5. til 7. september 2024 på Dyrskuepladsen i Ringe, giver nu fem økonomisk trængte familier og par en unik mulighed for at deltage i festivalen uden omkostninger. Denne gestus omfatter gratis partoutarmbånd samt mad og drikke under hele festivalen.
Festivalleder Kim Skovby Klindt understreger festivalens mål om inklusion i en pressemeddelelse: ”Midtfyns Festival skal være for alle. Også for dem, der på grund af uheldige omstændigheder ikke har økonomien til at prioritere en festivalbillet,” siger Klindt. Initiativet er et led i festivalens bestræbelser på at være tilgængelig for alle, uanset økonomiske forhold. Det skriver de i en pressemeddelelse.
Udvælgelsen af de fem familier og par er sket i samarbejde med David Lind Nordby, en tidligere frivillig ved festivalen og nu aktiv i flere velgørende organisationer. Ifølge Kim Skovby Klindt har David Lind Nordby et omfattende netværk til personer, der står over for økonomiske udfordringer som følge af sygdom, handicap eller andre vanskeligheder. ”David har fundet familier og par, der har brug for et festligt afbræk, som Midtfyns Festivalen tilbyder,” tilføjer han.
En af de udvalgte er Maria Schlosser fra Ringe, som er førtidspensionist og lever med en sjælden sygdom, der har krævet flere livsnødvendige operationer. Maria Schlosser beskriver det som en enestående mulighed for hende og hendes mand, da festivalbilletter ikke er en økonomisk mulighed for dem. ”På en førtidspension er der ikke plads til festivalbilletter i budgettet,” siger Schlosser i en pressemeddelelse.
Festivalen kan i sin nye form fejre 5-års jubilæum i 2024, efter den oprindelige festival lukkede for 20 år siden. Dengang var den Danmarks næststørste festival og husede blandt andet kunstnernavne som David Bowie. Med sin genopstanden besidder festivalen i år en plakat med kunstnere som DAD, Prisma, Carpark North, Søren Huss og mange flere.
LÆS OGSÅ: MIDTFYNS FESTIVAL 2024: Flere navne melder klar til næste års festival