Den produktive amerikaners sjette album i eget navn er på gaden lige om lidt
Kunder hos Jack Whites pladeselskab og -butik har de seneste uger fået sig en glædelig overraskelse, når de har bestilt varer fra webshoppen eller handlet i selskabets fysiske butikker i London, Detroit og Nashville. De har nemlig - sammen med deres egentlige ordre - modtaget et eksemplar af Whites nye album.
Ifølge Rolling Stone var Whites publicist "lige så overrasket som alle andre" over den uventede gestus.
Nu har White så offentliggjort den officielle udgivelse af albummet, som er hans sjette i eget navn og bærer titlen No Name. Albummet lander imorgen (2/8, red.) - blot en uges tid, inden White kan opleves på dansk jord under dette års Sydfor Solen-festival i København.
White erstatter festivalens hovednavn Queens of the Stone Age, som netop har aflyst deres europæiske sommerturné, da frontmanden Josh Homme skal gennemgå en operation. Sidst, White var albumaktuel, var med Entering Heaven Alive, som udkom for to år siden.
Sidst, White gav koncert herhjemme i eget navn, var på Tinderbox-festivalen i sommeren 2018. Han vendte dog tilbage året efter med sit band The Raconteurs, som gav en femstjernet koncert på Heartland Festival i juni 2019.
Frygten for, hvad Jack White kan finde på