Nyhed

KUN FOR FORRYKTE: Retrofestivalen på Falster er klar med de første navne

Femstjernede The Savage Rose står som et af festivalens hovednavne til den sjette udgave af Kun For Forrykte i Stubbekøbing

The Savage Rose er blandt en række navne, som netop er offentliggjort til næste års udgave af festivalen Kun for Forrykte, som afvikles for sjette gang den 6. og 7. juni 2025.

GAFFAs anmelder var til stede til The Savage Rose udsolgte koncert i Store Vega tidligere på året. Anisette og co. høstede dengang fem stjerner og blev beskrevet som ”et langtidsvitalt fænomen på den danske scene”.  

The Savage Roses karrierer strækker sig over mere end fem årtier og har udgivet 25 studiealbums samt spillet et utal af koncerter i ind- og udland gennem årene. Ved de seneste års koncerter spillede de både klassikere fra de første albums, sange fra deres seneste udgivelser og helt nye numre.


Udover The Savage Rose kan publikum se frem til en fem andre danske navne på plakaten, der alle knytter an til 1960'ernes rockscene som festivalen er inspireret af.

Festivalen får selskab af Dream City Burnin', som er bestående af nogle af 70'ernes rockveteraner såsom Peter Ingemann, Tømrerclaus, Kim Menzer og Søren Berlev. Derudover har de annonceret Michel Belli, Freddy and The Phantoms, Mathilde Falch og Bo Evers.  

"Siden 2019 har Kun For Forrykte Festival etableret sig som Danmarks vel nok største hippie-festival i ånden fra Woodstock, hvor det musikalske fundament har ligget i den bevidsthedsudvidende blues, psych- og folkrock, placeret i naturskønne rammer i den lille by Stubbekøbing på Nordfalster," udtaler festivalens bagmand Frederik Schnoor i en pressemeddelelse. 


Partoutbilletterne er nu i salg, og festivalen afslører flere navne i løbet efteråret

FOTOSERIE: Savage Rose fortryllede i Musikhuset Aarhus

ANNONCE