Ny millionpulje skal sætte morgensang, fællesskab og sangglade på skoleskemaet igen
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) og Phillip Faber lancerer et nyt initiativ, hvor målet er at få mindst en fjerdedel af landets grundskoler til at genindføre morgensang inden skoleårets slutning. Dette kommer muligvis som led i rækken af politikerens ambition om udvikling og udbredelse af dansk musik.
Initiativet er derfor en del af en bredere kulturpolitisk indsats for at styrke danske traditioner og fællesskaber gennem grundskolen. I den forbindelse skal Phillip Faber lede et såkaldt "morgensangskorps" bestående af kendte musikere, der skal besøge skoler og synge sammen med eleverne for at fremme musikglæden, især i områder med en i forvejen presset musikundervisning.
Til Politiken fremhæver Karen Johansen, forperson for Musiklærerforeningen, det positive ved, at puljen på 10 millioner kroner kan bruges til kompetenceløft og dermed muligheder for at forbedre forholdene for musiklærer. Hun påpeger dog, at det kan være en udfordring for skoler, der ikke i forvejen prioriterer musik, at få del i midlerne.
Folkeskolelærer Puk Dichmann har dog været ansat hos en af de skoler, som sætter musik i højsædet, og hvor morgensang mod alle odds forblev en fast tradition. Derfor er hun også begejstret for kulturministerens initiativ om at brede fænomenet mere ud. Til GAFFA siger hun:
- Morgensang er en gammel tradition som stemmer rigtig godt overens med folkeskolens formålsparagraf.
En paragraf, som blandt andet skal fremme den enkelte elevs forståelse for den kulturelle arv. Morgensang handler derfor ikke "kun" om musik og sang, men om at styrke elevernes fællesskabsfølelse, kulturelle bevidsthed og personlige udvikling. Folkeskolelæreren fortsætter:
- Desværre er det (red. morgensang) nok bare blevet en ’uddød race’ på grund af alle mulige andre målsætninger og prioriteringer af ressourcer, og derfor er det begrænset, hvilke skoler der har haft midlerne til at gøre det til en fast del af hverdagen.
Men med mulighed for at søge om en del af "morgensangs"-puljen vil det give flere skoler en chance for at genindføre den gamle folkeskoletradition.
Projektet starter den 12. august, når kulturministeren og Phillip Faber synger morgensang med eleverne på Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg. Herefter åbnes for ansøgninger om en del af puljen den 1. september 2024 og er åben indtil den 1. marts 2025, eller indtil midlerne er brugt op.
AFTALEN ER INDGÅET: Over en milliard kroner til kulturområdet