Nyhed

Taylor Swift: "Takket være dem sørgede vi over aflyste koncerter og ikke over mistede liv"

Efter to ugers stilhed adresserer Taylor Swift nu terrortruslen i Wien

To uger efter Taylor Swift måtte aflyse sine tre planlagte koncerter i Wien på grund af efterretninger om en terrortrussel, sætter hun nu ord på hændelsen.

"Baggrunden for aflysningerne fyldte mig med en ny følelse af frygt," skriver Taylor Swift blandt andet i et opslag på Instagram. 

Der har ellers været radiotavshed fra verdensstjernen, siden koncerterne den 8. til 10. august blev aflyst den samme dag, som den første koncert skulle være løbet af stablen i den østrigske hovedstad. I stedet var det koncertarrangøren Barracuda Music, som meddelte på deres sociale medier, at man "ikke har noget andet valg end at aflyse de tre planlagte shows for alles sikkerhed". 


Taylor Swift skriver i sit opslag på Instagram, at hun er fyldt med "enorme mængder skyldfølelse, fordi så mange mennesker havde planlagt at komme til koncerterne. Men jeg er taknemmelig for myndighederne, for takket være dem, sørgede vi over aflyste koncerter og ikke mistede liv".

Resten af den europæiske del af The Eras Tour blev gennemført som planlagt, dog med forhøjet sikkerhed af de britiske myndigheder. Den sidste koncert på denne side af Atlanten blev afholdt den 20. august i Wembley Stadium, London, og i Taylor Swifts udmelding på Instagram fortæller hun, at hun valgte at holde sig tavs indtil slutningen af den europæiske turné for at sikre sikkerheden for sine fans: 

"Jeg vil ikke udtale mig offentligt om noget, hvis jeg tror, det kan provokere dem, der ønsker at skade de fans, der kommer til mine shows. I sådanne tilfælde er 'stilhed' faktisk et udtryk for tilbageholdenhed og at vente med at udtrykke sig, til det rette tidspunkt. Min prioritet var at afslutte vores europæiske turné sikkert, og det er med stor lettelse, at jeg kan sige, at det lykkedes". 


Se hele udmeldingen nedenfor.


LÆS OGSÅ: Taylor Swift møder overlevende fra knivangrebet i Southport

ANNONCE