Nyhed

VILD UDVIKLING: Virksomhed bag YouSee sender en kvart milliard til rettighedsorganisation

Nuuday har overført 265 millioner kroner til Copydan, som udsteder fakturaer for blandt andet Koda

For få dage siden meddelte landets største fagforbund for musikere Dansk Musiker Forbund, at man støtter op om aktører fra filmbranchen, der boykotter YouSee, som fagforbundet kaldte en "piratvirksomhed". I går meldte musikrettighedsorganisationen Koda sig ind i kampen og skrev på deres Facebook-side, at "det er Kodas holdning, dengang og nu, at Nuuday/YouSees krav er ekstremt, og vi støtter producenter og rettighedshavere, når de går i rette med Nuuday/YouSee". Mediedirektør i Koda, Kaare Struve, tilføjede således om sagen: 

"Vi synes, at Nuuday/YouSee skyder helt forbi skiven. Det er et vildt krav, der vil kunne ramme vores medlemmer hårdt. Sagen har derfor fortsat vores fulde opmærksomhed, og vi arbejder benhårdt på at sikre, at komponister, sangskrivere og musikforlag fortsat får rimelige betalinger, når deres værker bliver brugt af Nuuday/YouSee".

Konflikten handler om, at Nuuday, som er selskabet bag YouSee, kræver rettighedsprisen på indhold såsom musik i eksempelvis film og serier i deres tv-pakker sænket med 70 procent. Rettighedsorganisationerne Copydan Verdens TV, UBOD og Koda blev stævnet af Nuuday i marts, og virksomheden opsagde aftalerne med rettighedsorganisationerne i april. Der er endnu ikke kommet en afslutning i sagen, da parterne ikke kan blive enige om en ny betalingsmodel. I mellemtiden bruger YouSee dog stadig rettighedsbeskyttet musik i deres indhold, men ifølge Dansk Musiker Forbund sker dette uden, rettighedshaverne får betaling for deres vare. 


"YouSee gør det her, for at presse alle rettighedshaverne, og dermed også vores medlemmer til at indgå en aftale med mere end 70 procent lavere betaling. De gør de ved slet og ret ikke at betale dem, for arbejde de allerede har udført. Det er en fuldstændig uacceptabel måde at forhandle på. Det vil hverken vi eller vores medlemmer finde os i," siger forperson i Dansk Musiker Forbund Thomas Sandberg i en pressemeddelelse og tilføjer: 

"Lige nu sælger YouSee tv-pakker med danskproduceret indhold, som de ikke har tilladelse til at tilbyde, og der er ingen normalbetaling til vores medlemmer, der leverer musikken og alle de andre rettighedshavere, som har andel i produktionerne”.

Nuuday er dog ikke enig i den udlægning af sagen og skrev selv således i en pressemeddelelse tirsdag den 20. august:


"Der er i dag fremført udtalelser i medierne om, at Nuuday ikke betaler for brug af ophavsrettigheder, mens vores uoverensstemmelse med Copydan om modellen for rettighedsbetaling bliver vurderet ved domstolen. Det er ikke korrekt. Nuuday har konsekvent meddelt Copydan, at vi ønsker at betale det fulde beløb for brug af rettigheder, mens vi afventer domstolens afgørelse. Nuuday betaler fortsat alle Copydans fakturaer fuldt ud".

GAFFA var dog i kontakt med Koda senere samme dag, som kunne bekræfte, at YouSee/Nuuday ikke havde betalt de fakturaer, som Copydan havde fremsendt på rettighedshavernes vegne.

Selvom det kunne se ud til, at sagen stod stille med påstand mod påstand, skete der dog pludselig en udvikling. Det skrev forperson i Copydan Jørgen Ramskov onsdag morgen på sin Facebook-profil: 


"Hele tirsdag udtaler YouSee, at de da bestemt har betalt os for deres brug af rettigheder. Tirsdag aften opdager de, det er usandt. Tirsdag aften klokken 23:39 skriver de, at de nu overfører 265 millioner kroner til rettighedshaverne. Men bortset fra, at YouSee fordrejer sandheden om deres betalinger, så rettighedshaverne blev stillet i et dårligt lys, så er det fortsat spin. Et aconto beløb uden specifikation på, hvad YouSee betaler for, kan Copydan og Koda ikke fordele. Og YouSee forbeholder sig ret at kræve pengene tilbage, velvidende at så kan de ikke sendes ud til den enkelte rettighedshaver. YouSee har fortsat ingen brugbar aftale om brug af rettigheder og YouSee betaler ikke for brugen af rettigheder. Punktum".

Til Kulturmonitor uddyber Jørgen Ramskov, at selvom den kvarte milliard er kommet ind på kontoen, så har Copydan ikke mulighed for at fordele pengene til rettighedsorganisationerne, da YouSee stoppede med at give Copydan de nødvendige oplysninger efter den 1. januar. Jørgen Ramskov fortæller derudover til Kulturmonitor, at Copydan overvejer at sende pengene tilbage til YouSee/Nuuday, da de "ikke kan bruge dem til noget".

Nuuday har svaret til Kulturmonitor, at det aldrig har været "Nuudays rolle at specificere, hvem der skal have hvad. Det er Copydan, der efter fastsatte fordelingsnøgler selv fordeler pengene".


GAFFA har kontaktet Nuuday for at spørge, om det var en fejl, at Nuuday udmeldte, at man fortsat betaler "det fulde beløb for brug af rettigheder, mens vi (Nuuday, red.) afventer domstolens afgørelse" i tirsdags.

Nuuday svarer ikke på det konkrete spørgsmål, men vender tilbage med denne udmelding, som er sendt til flere medier:  

"Nuuday har altid betalt det fulde beløb for brug af ophavsrettigheder. Vi har gentagne gange og helt tydeligt sagt til Copydan, at vi ønsker at betale det fulde beløb, mens vores retssag pågår. Vi har nu overført det fulde beløb til Copydan, så der ikke kan herske tvivl om vores betalingsvilje for brug af rettigheder, og selvom vi ikke har modtaget korrekte regninger eller klare svar fra Copydan. Enhver forvirring, der måtte have været i processen omkring betaling, skyldes alene Copydans manglende vilje til at besvare vores spørgsmål. Sagens kerne er, at danske forbrugere betaler langt mere for rettigheder end forbrugere i de lande, vi normalt sammenligner os med. Vores retssag har til formål at sikre, at der fremadrettet opnås en sund og ansvarlig balance".


LÆS OGSÅ: Dansk Musiker Forbund bakker op om boykot: YouSee driver piratvirksomhed

ANNONCE