Nyhed

Virksomhed bag populært musikbranchekursus går konkurs

B Group sendte fortsat SMS-rykkere ud efter konkursbegæringen. Kurator kalder hændelsen "beklageligt"

Anpartsselskabet B Group er under konkurs. B Group står blandt andet bag musikbranchekurserne Innovative Artist Academy, Innovative Music Management og Innovative Event Management, som henvender sig til artister og personer, der gerne vil arbejde professionelt i musik- og kulturbranchen. 

B Group blev ifølge CVR-registeret stiftet tilbage i 2017, og virksomheden selv skriver på deres hjemmeside, at mere end 4000 personer har deltaget i deres kurser, som blev afholdt forskellige steder i landet. 

GAFFA har været i kontakt med Camilla Kramer, som glædede sig til at starte på kurset Innovative Artist Academy. Camilla Kramer betalte første rate af den samlede pris på 6450 kroner den 5. juli, men modtog herefter flere SMS-rykkere i de følgende dage med betalingslink. Camilla Kramer bliver senere kontaktet af kurator for B Group som fortalte, at virksomheden er under konkursbehandling, og at begæringen blev modtaget den 4. juli. Altså dagen før betalingen fandt sted, og flere dage før virksomheden fortsat sendte SMS-rykkere med betalingslink til den kommende kursist. Redaktionen har set SMS-rykkerne samt overførslen af første ratebetaling. 


GAFFA har været i kontakt med (nu tidligere) direktør og ejer af B Group Simon Mark Sørensen for at spørge om, hvorfor virksomheden fortsat sendte SMS-rykkere og tog imod betalinger efter konkursbegæringen. Simon Mark Sørensen henviser til kurator og advokat Morten Bøgenskjold, som kalder det et "beklageligt". 

- Når et selskab går konkurs, har vi en periode til at finde ud af, hvad der skal køre videre fra selskabet, og hvad der ikke skal køre videre. Måske kan man overdrage dele af virksomheden til andre. Det skal man undersøge, og kursusvirksomheden ser vi ikke nogen værdi i. Hvis rykkerne er sendt ud gennem et automatisk system, er det nok ikke blevet lukket ned, og det er selvfølgelig beklageligt. Dem der har betalt efter konkursdekrets afsigelse, får naturligvis deres penge tilbage.

Kursisten var ikke blevet oplyst om, at virksomheden var gået konkurs, da betalings-SMS'erne begyndte at tikke ind. Man kan vel ikke forvente, at kunden selv tjekker virksomhedens status, før man foretager en handel?


- Vi har selvfølgelig fuld forståelse for frustrationen, og selvom konkursen var offentliggjort på Statstidende den 4. juli, så er det jo kun sådan nogle underlige personer som mig, der sidder og kigger inde på den side. Det gør almindelige mennesker jo ikke, og det ved vi jo godt. At der har været en automatiseret service, er jo super beklageligt, og vi sikrer os naturligvis, at det ikke fortsat sker. Heldigvis er pengene sikret, og de får dem selvfølgelig tilbage. 

LÆS OGSÅ: Katy Perry efterforskes af spansk politi

 


ANNONCE