Nyhed

Dansk Musiker Forbund om midlertidig aftale i konflikt: "Det er et vigtigt skridt"

YouSee og rettighedsorganisationerne har indgået en midlertidig aftale, som vækker glæde hos landets største fagforening for musikere

YouSee og rettighedsorganisationerne Copydan Verdens TV, UBOD og Koda har den 29. november indgået en midlertidig aftale om forholdene under sagsbehandlingen af deres igangværende konflikt. Aftalen er med til at sikre, at rettighedshavere får betaling for deres indhold, mens sagen står på uden risiko for senere at skulle tilbagebetale pengene. Læs mere om udviklingen her.

Nu reagerer Dansk Musiker Forbund på den midlertidige aftale, som forperson Thomas Sandberg kalder "et vigtigt skridt" i en pressemeddelelse: 

"Det er afgørende for os som fagforbund, at musikerne får betaling for deres arbejde, selv når der opstår juridiske uenigheder om vilkår og betalinger. Denne midlertidige aftale er et vigtigt skridt i retning af at beskytte rettighedshavernes interesser og sikre ordnede forhold. Vi følger udviklingen tæt og arbejder for at sikre, at musikkens skabere ikke taber i denne sag."

Nuuday, som er selvskabet bag YouSee, ville tidligere i år sænke rettighedspriserne for indhold på deres platform såsom film, musik og tv med 70 procent, hvilket rettighedsorganisationerne Copydan Verdens TV, UBOD og Koda ikke ville indgå en aftale om. Rettighedsorganisationerne blev herefter stævnet af Nuuday i slutningen af marts, og Nuuday opsagde aftalerne med rettighedsorganisationerne i april. Indtil nu har man dog fortsat kunne afspille rettighedsbeskyttet musik, film og serier som kunde hos YouSee, og rettighedshaverne har ikke fået betaling for deres indhold i løbet af konflikten, da aftalen mellem parterne har været opsagt. Det fik en række organisationer til at boykotte YouSee, og Dansk Musiker Forbund anklagede dengang YouSee for at drive "piratvirksomhed". 

I dag har piben dog en anden lyd, da Thomas Sandberg fra Dansk Musiker Forbund ser positivt på den nye midlertidige aftale:

“Vi stod i en rigtig svær situation, hvor musikerne havde udsigt til slet ikke at få betaling for deres arbejde, mens konflikten stod på. Jeg er glad for at vi kollektivt i alle organisationerne har arbejdet så ihærdigt for en fair løsning - og at der nu er fundet en. Jeg ser det som et klart signal om, at vi sammen kan sikre bedre vilkår for musikkens skabere.”

GAFFA følger udviklingen i sagen. 

LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: YouSee sælger vores musik, selvom de har opsagt aftalen

ANNONCE