Nyhed

Kalaset annoncerer største koncert til dato

Efter et succesfuldt år er gruppen nu klar til at opgradere

Kalaset har haft fart på siden deres debut tilbage i 2021. Efter en sommer med festivaloptrædener og en Danmarksturné med adskillige udsolgte shows, tager gruppen nu det næste store skridt med annonceringen af deres største koncert til dato, når de indtager Falkonersalen den 15. november 2025.

Kalaset udgav i 2023 det anmelderroste debutalbum Grib mig hvis jeg falder og har siden udgivet hits som "Tag mig som jeg er" og P3's uundgåelige "Kender ham ikk", der for alvor har placeret Kalaset som en stærk spiller på den danske musikscene.

Med et stærkt hitkatalog i kufferten er gruppen netop vendt hjem fra en vellykket Danmarksturné, som blandt andet tog dem forbi Posten i Odense, hvor GAFFAs anmelder var til stede og krediterede showet med hele seks stjerner og ordene:


"GAFFA spåede for tre måneder siden, at de kommer til at spille nattefest på Arena i 2025. Vi har allerede fået påbud fra Pressenævnet for fejlagtige udtalelser. Al logi(sti)k tilsiger nemlig noget andet. Det står i stjernerne, og GAFFAs anmelder er klar på at lade sig rulle i tjære og fjer, hvis forudsigelsen ikke holder stik. Det her er bandet, der kommer til at åbne Orange i 2025."

Derfor er bandet da også at finde på GAFFAs liste over fem bud på, hvem der kunne komme til at åbne Roskilde Festivals Orange Scene, når festlighederne løber af stablen næste sommer. Meget tyder på, at der altså er lagt op til fest når Kalaset indtager Falkonersalen i 2025.

Det officielle billetsalg starter tirsdag den 3. december klokken 10.00. Billetterne kan findes her.


Her er redaktionens fem bud på, hvem der skal åbne Orange Scene

ANNONCE