Garvede musikere står bag det nye band, der melder klar med deres første single
Fem musikgarvede barndomsvenner har slået kræfterne sammen i det postpunk/90'er indierock-inspirerede band Yvonnes og er nu klar med deres første single "Japanese Knife", der udgør den første single fra deres kommende ep.
Debutsinglen er, ifølge en pressemeddelelse, en "portrættering af midttyvernes rastløshed, de konstante byture, nedturene og den endeløse længsel efter en dybere mening," og er en forsmag på den lyd, vi kan forvente af bandet på ep'en, der lander til foråret i 2025, gennem det københavnske label Konkylie.
Med singlen følger også en musikvideo, der er skabt i samarbejde med Emil Robsahm, manden bag YouTube-kanalen Make N’ Create, der lige nu har over 55 millioner visninger på mediet. De såkaldte "How to make"-videoer stortrives altså på platformen, og nu kan vi, til lyden af Yvonnes "Japanese Knife", også overvære dannelsesprocessen af netop den japanske kniv.
“Japanese Knife handler om ikke at kunne følge med en person mere, og i videoen ser man en langsommelig skabelsesproces af en kniv. Det er egentlig den samme historie der bliver fortalt, men fra to vidt forskellige udgangspunkter. “How to make”-videoer er jo en YouTube-klassiker, men om det også har poetisk potentiale er op til folk at bedømme,” fortæller Yvonnes om samarbejdet i pressemeddelelsen.
Selvom Yvonnes er et nyt navn, er medlemmerne allerede velbefærdede på den danske musikscene, da de tidligere har beskæftiget sig med allerede etablerede bands som Kindsight, Kingtommi og Nausia. Nu kan de altså opleves i en helt ny konstellation, og endda live, når bandet afholder en mindre pre-release-koncert på Bodega Konkylie torsdag den 12. december, hvor de spiller et par semiakustiske sange. Det hele starter klokken 19.00, og der er fri entré.
Hør debutsinglen her: