Nyhed

NY RAPPORT: Kulturlivet i Odense Kommune bidrager med 1 milliard til statskassen

Kultur- og fritidslivet er med til at skabe beskæftigelse og trivsel i Odense Kommune, viser en ny undersøgelse

For nylig kunne man læse, at musiklivet i Aarhus bidrager med 2 milliarder kroner til resten af landet. Tallene kom fra en rapport, som var udarbejdet af Silverlining Research for kompetencecenteret for rytmisk musik i Aarhus, Promus. Nu følger Odense Kommune trop med en lignende rapport om værdien af det odenseanske kulturliv, som udkom den 26. november. 

2.503 odenseanere har deltaget i undersøgelsen, som også her er foretaget af Silverlining Research. Rapporten viser, at 40 procent af dem, der har deltaget i undersøgelsen, mener, at kulturen har stor eller meget stor betydning for deres livskvalitet. Undersøgelsen viser også, at 65 procent enten i høj grad eller meget høj grad synes, at Odense Kommune er en god kommune for dem, og at selvsamme gruppe fremhæver kulturlivet og fritids- og foreningslivet som argument for, hvorfor Odense er en god by.

By- og kulturrådmand Søren Windell udtaler i en pressemeddelelse, at netop kultur- og fritidsområdet skal være med til at tiltrække tilflyttere til byen:

"Kultur og et aktivt foreningsliv har en selvstændig værdi for samfundet og for os som mennesker, fordi det skaber oplevelser, fællesskab og livskvalitet, men det er også et vigtigt tiltrækningsparameter for vores by. Vi har i budgetforliget sat et ambitiøst mål om at tiltrække mange nye odenseanere, så vi i 2035 er 235.000 indbyggere i Odense. Skal vi indfri det mål, så skal vi stå på tæer på alle områder - også når det gælder kultur- og fritidsområdet".

Undersøgelsen viser også, at kultur- og fritidslivet i kommunen er med til at skabe arbejdspladser og vækst. Samlet skabte området i 2022 en bruttoværditilvækst på i alt 3,897 mia. kroner, hvoraf de 2,726 mia. kroner er skabt fra primære erhverv, mens resten kommer fra den afledte produktion i andre brancher. I 2022 skabte kultur- og fritidsområdet en samlet beskæftigelse på 6562 personer, og et skatteprovenu i Odense Kommune på 972 mio. koner, oplyser kommunen i en pressemeddelelse. 

Kulturen kan altså være med til at tiltrække nye medarbejdere. Det er nogle tal og en tendens, som Dansk Industri Fyns bestyrelsesleder Poul Strandmark genkender: 

"Mange af vores virksomheder har svært ved at tiltrække kvalificerede medarbejdere og lærlinge i de her år, og alt tyder på, at kampen kun bliver hårdere. Med spændende job og gode løn- og arbejdsvilkår kommer vi langt, men virksomhederne har i høj grad også en fordel i at ligge i et område eller en by, hvor det er attraktivt at bosætte sig. Derfor spiller udbuddet af spændende oplevelser, kulturinstitutioner og fritidsaktiviteter en vigtig rolle, og det er der masser af i Odense", siger Poul Strandmark i en pressemeddelelse.

Dyk selv ned i tallene her.

LÆS OGSÅ: Planklagenævnet afviser lovligheden af store megakoncerter på Dyrskuepladsen i Odense




ANNONCE