Den ikoniske rapgruppe fejrer 30-års jubilæum i stor stil
De danske rap-veteraner kan næste år fejre 30-års jubilæum med debutalbummet Verdens længste rap fra 1995 og drager i den forbindelse på turné gennem Danmark, hvor de medbringer alle deres største hits gennem tiden.
Læs også: Hyggelig onkelrap med et stort efterslæb fra 90’erne
Nikolaj Peyk, Jazzy H og Bossy Bo, der udgør Østkyst Hustlers, gjorde dansk hiphop folkelig i 90’erne med Verdens længste rap. Desuden dannede debutalbummet et solidt grundlag for gruppens andet studiealbum Fuld af løgn (1996), som indeholder nogle af de største hits, heriblandt "Han får for lidt" og "Hustlerstil". Siden da har gruppen solgt over en kvart million albums og har i dag millioner af streams.
Østkyst Hustlers var sidst albumaktuelle med det fjerde studiealbum Titusind Timer (2020), der var det første album fra gruppen efter en 22 år lang albumpause. GAFFA krediterede comeback-albummet med tre stjerner og skrev:
"De er tro mod deres organiske hiphop og er imødekommende at lytte til på Titusind timer, hvis titel refererer til, at øvelse gør mester. Og det er da også tilfældet med Østkyst Hustlers, hvis det altså handler om at blive stående på åstedet. Så helt hvorfor de behøver at udkomme med et album efter 22 år, giver albummet ikke noget klart svar på, hvis det altså ikke bare er for hyggen og deres egen fornøjelse."
Der er altså lagt op til et nostalgisk gensyn med 90'ernes rap-scene når Østkyst Hustlers tager hitkataloget med sig rundt i Danmark. Billetter til showet kan findes her.
Isam B træder for første gang op på ikonisk scene som soloartist