Efter et særdeles succesfuldt 2024 indtager popikonet nu Danmark
Det amerikanske popidol Sabrina Carpenter kan forlade 2024 med tre awards og hele fem Grammy-nomineringer rigere, efter hun i år er stormet frem på hitlisterne med hits som "Espresso", "Please, Please, Please" og "Taste", der ikke blot har ligget lunt på Spotifys hitlister, men også har floreret voldsomt på mediet TikTok.
Det er altså et populært hitkatalog Sarbrina Carpenter, det sidste år, har haft med sig på sin Short N' Sweet-turné, som hun nu tager til Danmark, når hun den 31. marts 2025 indtager Royal Arena på den europæiske del af turnéen.
Short N' Sweet-turnéen tager navn efter Sabrina Carpenters sjette studiealbum af samme navn, som udkom tidligere i år og må siges at have været en sand succes. Albummet blev hurtigt sangerens bedst sælgende album til dato og debuterede som nummer ét på Billboards Top 200-liste, hvor det lå hele tre uger i træk. Hos GAFFA blev albummet dog ikke modtaget med samme entusiasme, da det kun blev til tre stjerner fra GAFFAs anmelder.
Sangeren slutter et succesfuldt 2024 af med en helt særlig Netflix-special. A Nonsense Christmas with Sabrina Carpenter, byder på alt fra sange fra Carpenters fruitcake-ep, højtidens klassikere og helt særlige gæsteoptrædener. Blandt nogle af gæsterne er blandt andre Syd For Solens hovednavn Chappell Roan, Tyla, Shania Twain, Kali Uchis, og model og skuespiller Cara Delevigne. A Nonsense Christmas with Sabrina Carpenter får premiere fredag den 6. december på Netflix.
Meget tyder på, at man skal være hurtig, hvis man vil nå at få fingrene i billetter og opleve den hastigt spirende sanger. De allerede annoncerede Europa-koncerter kan nemlig alle melde totalt udsolgt. Man skal derfor være hurtig når billetsalget starter den 6. december klokken 10.00. Billetterne kan findes her.
Olivia Rodrigo annonceret til Roskilde Festival 2025