Nyhed

Småstenene fra Creative har fået vokseværk

De små bordhøjttalere, Pebble, er lanceret i en premium-version, Pebble Nova – og de ser spændende ud

Oprindeligt var de små bordhøjttalere fra Creative, Pebble, ment som et indgangsprodukt for dem, der gerne vil have lidt bedre pc-lyd uden at ofre en formue.

Men Pebble har fået vokseværk, og den nyeste version, Pebble Nova, er lanceret som et premium-produkt i høj kvalitet.

Creative har både justeret på design og forbedret lyden, og de små bordhøjttalere er kommet langt, siden de første versioner.


Pebble Nova har fået koaksiale driverdesign, og den er blevet vinklet 45 grader for at sikre, at lyden bliver dirigeret mod brugerens ører, hvilket skulle være med til at give en bedre lytteoplevelse.

De har også fået et justerbart stativ, som kan bruges til at stille højttaleren i den højde, der passer brugeren bedst.


Højttaleren har rødder i gaming-industrien, og det ses blandt andet på, at de er blevet udstyret med et RGB-lys i bunden af højttalerne, og lyset kan styres direkte fra brugerens smartphone.

Der kan streames direkte til Pebble Nova via Bluetooth 5.3, der kan bruges usb-forbindelser, og der er mulighed for at tilslutte et 3.5mm AUX-stik.

Højttalerne er heller ikke helt billige længere, og prisen kommer til at ligge på cirka 280 euro.


LÆS OGSÅ: Ny generation af in-ear-headset fra Bang & Olufsen

ANNONCE