Nyhed

Smukfest lukker potentiel hvidvaskningsmulighed: 2025 er kontantfri

2024 var Smukfests sidste sommer med kontanter på pladsen

Kontanterne er langsomt ved at forsvinde fra mange danskeres hverdag. Mobiltelefonerne har fået kort-apps, så man slipper for at finde pungen frem, og på mange festivaler kan man bruge adgangsarmbåndet til at betale for fadøl og mad.

Læs også: SMUKFEST 2025: Se de første navne her

Det gælder også på Smukfest i Skanderborg, hvor festivalgæster siden 2013 har haft mulighed for at indsætte op til 14.500 kroner i kontakter i de såkaldte "Pengekasse"-boder. Kontanterne blev så sat ind på festivalgæsternes chip-armbånd, som de derved kunne bruge på pladsen. En festivalgæst kunne dermed samlet set indsætte i alt 58.000 kroner i løbet af festivalen. Men metoden har fået kritik fra flere eksperter, som mener, at "Pengekasse"-boderne kan muliggøre hvidvaskning.

Ifølge Dansk Erhverv definerer hvidvaskningsloven, at "en betalingsmodtager ikke må modtage kontantbetalinger på 15.000 kr. eller derover, hvad enten betalingen sker på én gang eller som flere betalinger, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet". Den konkrete grænse for, hvornår noget er hvidvaskning eller ej, er dog altid en vurdering fra sag til sag. 

Efter at have modtaget et tip fra en frivillig på Smukfest fik mediet Kulturmonitor to eksperter til at vurdere, om Smukfests system gik på kompromis med sikkerheden. Her udtalte hvidvasknings-ekspert, Kalle Johannes Rose, der er lektor ved Institut for Regnskab på Copenhagen Business School, således:

"Det vil være en stor volumen af hygge-hvidvask, og når Smukfest tager imod penge i den her mængde, tror jeg ikke festivalen forstår, hvor meget af den sorte økonomi, de potentielt understøtter". 

Læs også: Smukfest 2025: Rekordmange billetter solgt på én dag

Nu meddeler Smukfest, at det fra 2025 er helt slut med kontanter på festivalen. Det har dog "hele tiden været planen", at festivalen skulle være helt kontantfri, og "Pengekasse"-boderne fjernes altså ikke som en reaktion på kritikken, udtaler talsperson for Smukfest Trine Bang til Kulturmonitor. Beslutningen er til gengæld blevet truffet på baggrund af et ønske om "en reducering af de logistiske og sikkerhedsmæssige omkostninger, der er forbundet med håndtering af kontanter". 

GAFFA var naturligvis på Smukfest denne sommer, og vi har samlet vores anmeldelser fra festivalen her.

LÆS OGSÅ: Danmark og fem andre lande går sammen mod "uretfærdige" EU-regler





ANNONCE