Ribe Metalfestival løb af stablen for første gang i år den 24. august. Nu har den fået støtte til at fortsætte metalarbejdet fremover
Esbjerg Kommune har netop offentliggjort, hvilke kulturprojekter der får en bid af en af de tre kulturpuljer: Strakspuljen, Græsrodspuljen og Mikroeventpuljen, som samlet har et budget på 687.400 kroner. Med et samlet ansøgningsbeløb på 1.729.400 kroner fra 64 ansøgere har kulturinitiativerne stået i kø, og i alt 35 projekter har fået tilsagn om støtte fra kommunen. Én af dem er den helt nye endagsfestival Ribe Metalfestival, som fandt sted for første gang i år, og som præsenterede navne som I'll Be Damned og Crocel fra Aarhus.
Fælles for de udpegede projekter er, at de skal bidrage til at styrke kulturlivet i Esbjerg Kommune, og formand for Kultur & Fritidsudvalget, Jakob Lose, fortæller således om kulturpuljerne 2024 i en pressemeddelelse:
"Vi er glade for at se så mange engagerede borgere og foreninger, der brænder for at bidrage til kulturlivet. Kulturpuljerne er en vigtig brik i at understøtte lokalt initiativ og sikre, at vores kulturpolitik bliver omsat til konkrete oplevelser for alle".
Kommunen oplyser derudover, at midlerne er "geografisk fordelt med 49% til Esbjerg, 39% til Ribe, 6% til Bramming og 6% til landdistrikterne".
Ribe Metalfestival har fået tilsagn fra Mikroeventpuljen, som fokuserer på gentagne events, og festivalen har allerede afsløret de første navne på plakaten for 2025: Sacrificial, der stiller op med samtlige originale medlemmer fra 1993, hvor bandet udgav debutalbummet Forever Entangled, det norske black metal-band Dold Vorde Ens Navn og aalborgensiske Kōya samt Avarice fra Aarhus. Ribe Metalfestival løber af stablen den 23. august 2025
LÆS OGSÅ: Aalborg: Fire kulturorganisationer går sammen om fremtidens stjerner