Nyhed

The Cures nye album var lige ved at blive døbt noget andet

Det var en ganske særlig drøm, der inspirerede den droppede titel

The Cures frontmand Robert Smith optrådte for nylig som gæst på Absolute Radio på Tim Burgess' Tims Listening Party og afslørede her, at det nye comeback-album Songs of a Lost World var lige ved at blive døbt "Live From The Moon". 

Ifølge mediet NME, åbnede rockikonet her op om det nye album og afslørede, at arbejdstitlen på albummet var 'Live From The Moon', stærkt inspireret at 50-års dagen for månelandingen:

”Det var 50-årsdagen for månelandingen, som jeg var helt besat af som barn. Jeg ville være fodboldspiller, men hvis det ikke kunne lade sig gøre, ville jeg være astronaut. Jeg tænkte, at det var sådan lidt: 'Nå, hvis jeg fejler som fodboldspiller, bliver jeg astronaut,' fordi det var sådan, verden så ud for mig dengang. Hvor gal på den var jeg lige?,” sagde Robert Smith.


Robert Smith genkaldte derefter den dag for månelandingen, hvor han stod udenfor med sin familie og overværede den historiske begivenhed: "Jeg kan huske følelsen af fuldstændig vantro, og hvordan jeg blev efterladt alene i haven og kiggede op. At se det på fjernsynet, alle de grynede sort-hvide billeder og alt det der, det repræsenterede så meget, månelandingen," fortæller han og fortsætter:

"Det var en utrolig begivenhed og en følelse af optimisme omkring alt – mulighederne var enorme. Jeg plejede at kigge op på himlen og tænke: ‘Jeg skal til månen.’ Jeg har ofte skrevet den linje i forskellige former, og den repræsenterede ønsket om bare at gøre det, man ville. Det var lidt ligesom ‘Følg dine drømme,’ men det føltes ægte."

Robert Smith delte desuden, at gruppen bragte studiet tilbage til året for månelandingen i 1969, ved at fjerne al moderne teknologi og i stedet fylde studiet med gamle magasiner, aviser, legetøj og brætspil. Under udarbejdelsen af Songs of a Lost World gik det dog op for frontmanden, at det ikke længere er sådan at verdenen ser ud. "(...) da jeg forlod studiet, gik det op for mig, at den verden, vi havde skabt i Rockfield, ikke længere eksisterede, og den verden, jeg fejrede, heller ikke længere eksisterede," fortæller han.

Det blev derfor albumtitlen Songs of a Lost World, der skulle markere gruppens tilbagevenden efter 16 år, og ifølge GAFFAs anmelder er "det bedste siden Bloodflowers og giver håb for megafans om, at gruppen stadig har relevans i deres karrieres vinter." 


The Cure markerede albummets udgivelse med et stort releaseshow i London, som, de for nyligt meddelte, er blevet indspillet og udkommer som et livealbum under navnet Songs of a Live World: Troxy London MMXXIVGruppen har desuden for nyligt afsløret, at "en følgesvend" til bandets seneste album er undervejs, og at der endda også er tale om et tredje album, som vil byde på en anden musikalsk tilgang end Songs of a Lost World

The Cure teaser nyt album – en slags følgesvend

ANNONCE