Den ikoniske julekalender kommer live til København
Det var en mørk og stormfuld aften... Sådan lyder starten på fortællingen om de tre nisser Frits, Hansi og Gūnther, vi har fulgt siden De Nattergales The Julekalender blev sendt i fjernsynet for første gang i 1991. Siden da har den været en sand klassiker, og nu bliver det muligt at opleve den ikoniske julekalender i en live musikforestilling.
Forestillingen spiller lige nu udsolgte shows i Herning Ny Teater og den høje efterspørgsel har fået arrangørerne bag, Lion Musicals og Live Nation, til at præsentere en ny opsætning af forestillingen i Glassalen i Tivoli i 2025. Her indtager skuespillerne, Gordon Kennedy, Jesper Lohmann og Christian Damsgaard scenen, når vi igen skal møde de tre nisser, Gertrud Sand, Oluf og Benny.
“Succesen på Herning Ny Teater bekræfter, hvor højt danskerne elsker De Nattergale og The Julekalender. Derfor er det en fornøjelse at kunne præsentere den for et københavnsk publikum, og der bliver virkelig noget at glæde sig til. Det er en helt vildt sjov og original forestilling, som jeg tror vil gå rent ind hos publikum i hovedstaden,” fortæller Executive Producer Thomas Langkjær i en pressemeddelelse.
Ligesom den originale julekalender, er Hans Erik Saks og De Nattergale, bestående af Viggo Sommer, Carsten Knudsen og Uffe Rørbæk, også idémændende bag musikforestillingen, der genbesøger de gamle hits som "Støvledans" og "It's Hard To Be a Nissemand".
“Vi er til stadighed benovede over at have skabt noget med så lang holdbarhed, at det er blevet folkeeje. Derfor er vi også meget beærede over, at teaterpublikummet har taget så godt imod forestillingen. Deres støtte har nu gjort det muligt for os at føre forestillingen videre til hovedstaden, hvor vi håber, at københavnerne vil tage lige så godt imod en historie fra det mørke Jylland,” fortæller Uffe Rørbæk Madsen på vegne af De Nattergale.
Musikforestillingen har premiere i Glassalen i Tivoli i København den 21. november 2025 og forestillingen spiller helt frem til den 20. december. Billetsalget starter torsdag den 5. december klokken 10.00. Billetterne kan findes her.