Nyhed

FRA VESTEGNEN TIL GAZA: Outlandish, RH, Fouli med flere samles til støttearrangement for Gaza

I løbet af aftenen kan man opleve musik og paneltalks i den gode sags tjeneste

For få uger siden delte nogle af landets største navne fra hiphop-miljøet scenegulvet på spillestedet Train i Aarhus. Det var blandt andet navne som L.O.C., Tessa, USO, Johnson, Shooter Gang, Marwan og Bogfinkevej, man kunne opleve i løbet af aftenen, og billetindtægterne gik ubeskåret til Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde for de civile ofre i Gaza.

Missede man denne aften - eller bor man i København - har man snart mulighed for at opleve et lignende arrangement, som løber af stablen denne fredag den 23. februar. Forbrændingen i Albertslund slår nemlig dørene op til et støttearrangement for Gaza, hvor man kan opleve musik fra blandt andet RH, Outlandish, Maurice, Lay og Fouli samt en paneltalk om krigen i Gaza.

Publikum har desuden mulighed for at give donationer i løbet af aftenen, hvor alle indtægter går ubeskåret til initiativet Team Gaza, der arbejder for at sikre nødhjælp i form af blandt andet ambulancer, vand og mad til de civile i området. Initiativet startede som en idé blandt en gruppe unge mænd i København, der gerne ville gøre en forskel for befolkningen i Gaza. Derfor startede de initiativet med en indsamling, så de kunne købe ambulancer og fylde lastbiler med vigtige fornødenheder til den krigsramte befolkning. Støttearbejdet har indtil videre resulteret i, at fem ambulancer og 60 fyldte lastbiler er kommet ind i Gaza. 


Arrangøren bag skriver i en pressemeddelelse, at billetterne sælges til tre forskellige priser for at sikre, at så mange som muligt kan deltage. Publikum kan altså selv vælge mellem tre forskellige prisklasser og dermed også, hvor mange penge man vil donere til initiativet. Derudover får man også mulighed for at støtte Team Gaza på anden vis i løbet af aftenen, hvor man blandt andet kan købe merchandise. 


"Fra Vestegnen til Gaza" arrangeres i et samarbejde mellem Forbrændingen, Team Gaza, Mino Ung Vestegnen og Rapolitics, hvor sidstnævnte nonprofitorganisation, også var blandt arrangørerne bag Aarhus-udgaven af støttearrangementet. Palæstinensisk aktivist Roba Al-Sharkawi og youtuber Peimi styrer slagets gang som aftenens værter, og arrangementet starter klokken 20.00 denne fredag. Læs mere her.  

LÆS OGSÅ: FRA AARHUS TIL GAZA: Nogle af landets største hiphop-navne går sammen om støttekoncert for krigens ofre

ANNONCE