Freja Kirk er ude med ny single. På dansk, for første gang
“Jeg synes, vi er nødt til at have en snak i samfundet om, hvorvidt vi skal have lov til at bestemme over vores egen krop i 2024 eller ej. Og det synes jeg selvfølgelig, vi skal have lov til”.
Sådan fortæller Freja Kirk om sin nye single “Hvad skal man kalde én som mig?”, der har til hensigt at belyse, at alle passer ind i samfundet på hver sin “mærkelige måde”.
Omdrejningspunktet for sangen er den brystoperation, Freja Kirk fik foretaget for et år siden. Hun fik fjernet sine bryster - en beslutning, der har været afgørende for Frejas ve og vel, som har forandret hende og “født hende på ny”, som hun selv fortæller i en video på det sociale medie Instagram.
Operationen har gjort, at hun for første gang føler sig tilpas i sin egen krop.
“Jeg tror på, at hvis vi bliver bedre til at sige, at vi ikke passer ind eller tingene er svære, så vil vi opleve, at alle har det på samme måde”, lyder det fra Freja Kirk.
Med den nye sang tager Freja altså ikke bare hul på et nyt musikalsk kapitel, på grund af den danske tekst, frem for den engelske, som hun ellers er kendt for. Hun stiller også et vigtigt, eksistentielt spørgsmål om identitet og selvværd.
Sangen er skrevet og komponeret af Freja selv sammen med August Fogh Møller, Oliver Cilwik og den ene halvdel af Phlake, Jonathan Elkær.
Lyt til sangen her:
Lana del Rey annoncerer nyt album - kaster sig over en særlig genre