Nyhed

NIBE FESTIVAL: De skal uddele rekordoverskuddet

Det nye uddelingsudvalg består af nordjyske profiler fra sports- og kulturlivet

"Det er vilde tal, og helt sikkert en stor og vigtig milepæl i festivalens historie". Sådan skrev talsmand for Nibe Festival Peter Møller Madsen i en pressemeddelelse, da festivalen meldte om et rekordoverskud på 3,6 millioner kroner tilbage i december 2023.

Men med stort magt - eller i dette tilfælde penge - følger stort ansvar, og allerede på daværende tidspunkt gjorde festivalen det klart, at man blev nødt til at indføre en ny uddelingsmodel for at sikre, "at ikke bare flest mulige tilgodeses, men også at vi får givet bredt og ikke mindst husker områder, der måske sjældent får støtte," som bestyrelsesformand Thomas Larsen dengang udtalte.

Nu meddeler Nibe Festival, at man har fundet det rette hold, som i fællesskab skal udvælge dem, som kan glæde sig til at modtage økonomiske støtte fra festivalen. Ifølge en pressemeddelelse har man sammensat et bredt hold med "repræsentanter fra Nordjyllands sports- og kulturscene, kompetencer inden for jura og økonomi og selvfølgelig Nibe Festival".


Medlemmerne af udvalget er Christinna Pedersen, Ninette Ravn, Karin Lykke Præstgaard, Mogens Jørgensen, Thomas Larsen, Rasmus Haugaard og Pernille Vigsø Bagge. Christinna Pedersen er kendt for sin lange badminton-karriere, hvor hun blandt andet har to OL-medaljer på samvittigheden, og hun ser frem til at være en del af det ny-sammensatte udvalg:

"Som nordjyde er jeg stolt af Nibe Festivals dygtighed og enorme popularitet. Det er en ære for mig at være en del af udvalget, der fordeler festivalens imponerende overskud til gavn for forskellige foreninger og organisationer. Vi ser frem til at modtage mangfoldige ansøgninger og sikre støtte til en række spændende sportslige, kulturelle og sociale initiativer takket være overskuddet fra festivalen i 2023" udtaler Christinna Pedersen i en pressemeddelelse.

Nibe Festival har allerede uddelt 325.000 kroner. En del af pengene er blandt andet gået til et gavlmaleri ved Aalborg Universitetshospitals kræftafdeling, som bliver skabt af kunstner Frida Stiil Vium, der også tidligere har lavet street-art på festivalen. 


Resten af det samlede rekordoverskud på 3,6 millioner kroner bliver uddelt til almennyttige projekter i Nordjylland, mens enkelte landsdækkende initiativer også kan blive ekstraordinært tilgodeset. Læs mere om uddelingen og ansøgningsprocessen her.

LÆS OGSÅ: Nibe Festival føjer endnu et internationalt navn til plakaten

ANNONCE