Nyhed

SVENSK JAZZGIGANT: Georg Riedel er død, 90 år gammel

Den store svensker huskes blandt andet for sin musik til en række Astrid Lindgren-filmatiseringer og filmene om Alfons Åberg

Georg Riedel døde søndag aften efter et sygdomsforløb, omgivet af sin familie. Han blev 90 år gammel. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Riedel er mest kendt for at have skabt musikken til Olle Hellboms film baseret på Astrids Lindgrens bøger i årene 1969-73, inklusive sange som "Idas sommervisa" og "Du kära lille snickerbo."

Han lavede også viser til tekster af Barbro Lindgren og Lennart Hellsing, ligesom det er Riedel, der står bag den velkendte signaturmelodi til tegnefilmene om Alfons Åberg, baseret på Gunilla Bergströms bøger.


Udover dette var Riedel en fremtrædende jazzbassist og samarbejdede med flere af Sveriges mest kendte jazzmusikere. Sammen med Jan Johansson producerede han i tresserne Sveriges mest solgte jazzalbum, Jazz På Svenska, som indeholder fortolkninger af svenske folkeviser. 

Et andet betydningsfuldt bidrag var hans arrangement og bas-præstation i Monica Zetterlunds hit "Sakta vi gå genom stan." Riedel var også aktiv som klassisk komponist, blandt andet med operaen Hemsöborna fra 1994.

Han blev født i 1934 i det daværende Tjekkoslovakiet og flygtede på grund af sin jødiske baggrund fra nazisterne sammen med sin familie til Sverige som fireårig. Han første instrument var en violin, som han dog senere byttede til en kontrabas, som blev han hovedinstrument under studierne på Musikhögskolan.

Allerede i 1950'erne blev han medlem af Arne Domnérus Nalenbandet. I løbet af sin lange karriere blev Riedel belønnet med flere priser og udmærkelser, inklusive to Grammis og Evert Taube-stipendiet. 


I 2020 blev han indlemmet i Swedish Music Hall Of Fame og sidste år modtog han også børnekulturprisen Alfons-Bokalen for sit arbejde med musik som integrerer både "barnlige og voksne melodier, helt i Gunilla Bergströms ånd."

GUIDE: Her er ti fantastiske børnealbum - fra 1960'erne til i dag

ANNONCE