Nyhed

Trump tror på Taylor: "Der er ingen chance for, at hun vil støtte crooked Joe Biden"

Ifølge Donald Trump har han "lavet så mange penge til hende", og derfor er det usandsynligt, at Taylor Swift vil støtte hans demokratiske rival

Det er ikke små teorier, der har floreret i rygtestrømmen de seneste par uger om Taylor Swift og det kommende amerikanske præsidentvalg. Blandt andet har repræsentanter fra den republikanske lejr spekuleret i, om Taylor Swifts kæresteforhold til sportsstjernen Travis Kelce mon kunne være ét stort pr-stunt sponsoreret af demokraterne i et forsøg på at vinde vælgere. Republikanske Vivek Ramaswamy - som har været med i kapløbet om at blive partiets præsidentkandidat - spekulerede således i januar:

"Gad vide, hvem der vinder Super Bowl næste måned," og "Gad vide, om der mon kommer en betydelig støtte til en præsidentkandidat fra et kunstigt understøttet kulturelt par dette efterår," skrev Abc News. 

Konspirationsteorier om, at Taylor Swift skulle være en del af det amerikanske forsvarsministeriums psykologiske operationer (også kendt som psy-ops) har endda fået Pentagon til offentligt at afvise spekulationerne. En højtstående embedsmand fra Pentagons administration kaldte konspirationsteorierne for "absurditeter" til mediet Politico


På trods af de mange spekulationer fra den republikanske lejr er det dog ikke noget, der bekymrer Donald Trump, som i søndags skrev således i et opslag på sit eget sociale medie Truth:

"Der er ingen chance for, at hun (Taylor Swift, red.) vil støtte crooked Joe Biden, den værste og mest korrupte præsident i vores lands historie, og være illoyal over for den mand, som har lavet så mange penge til hende". 


I samme opslag refererer Donald Trump til The Music Modernization Act, som blev indført under hans præsidentperiode, som en opdatering til den nuværende lovgivning om licensbeskyttet musik. Det er altså den lovopdatering, som Donald Trump mener, har "lavet så mange penge til hende", og som han altså tager æren for at have indført.

En af advokaterne bag The Music Modernization Act, Dina LaPolt, udtaler sig dog kritisk om Trumps egentlige indflydelse på lovopdateringen: "Denne (påstand, red.) er morsom. Trump har ikke foretaget sig noget i forbindelse med lovgivningen ud over at underskrive den, og han ved ikke engang, hvad The Music Modernization Act betyder. En eller anden burde spørger ham, hvad lovforlaget rent faktisk har opnået," skriver advokat Dina LaPlot i en udtalelse til mediet Variety.

Taylor Swift har ikke officielt annonceret, hvilken politisk fløj hun støtter ved dette præsidentvalg. Hun har dog flere gange støttet demokratiske værdier samt mærkesager, og tilbage i 2020 skrev hun således på Twitter: "Vi vil stemme dig ud i november", hvorefter hun taggede Donald Trump. 


LÆS OGSÅ: SUPER BOWL 2024: Her er fem højdepunkter fra nattens store show


ANNONCE