Nyhed

Den danske musikbranche protesterer mod Israels deltagelse i Eurovision

En dansk underskriftindsamling mod Israels deltagelse i Eurovision er gået i luften

Kan man adskille et internationalt underholdningsshow fra storpolitik? Ikke hvis man spørger den nordiske musikbranche, som gennem den sidste måned har ytret sig kritisk overfor Israels deltagelse i Eurovision.

For ganske få dage siden blev det meddelt, at Island overvejer at boykotte Eurovision, efter en appel blev underskrevet af over 10.000 personer. Tidligere på måneden protesterede 1300 finske musikere mod Israels deltagelse i Eurovision, som har fået Finlands national-tv YTE til at udtale sig til Sveriges SVT med beskeden om, at man "holder øje med situationen og har en samtale i gang med EBU (European Broadcast Union, red.)". I Norge har der været demonstrationer i forbindelse med afholdelsen af det nationale Melodi Grand Prix, hvor en demonstrant blandt andet afbrød tv-udsendelsen af den første delfinale på NRK med ordene: "Beklager afbrydelsen. Der er en krig i gang, og vi kan gøre mere. Norge kan gøre mere".

Avisen The Guardian har forelagt kritikken for en talsmand for Eurovision Song Contest, som siger, at konkurrencen ikke har nogen forbindelse til regeringer, og at Israel har en lang historik med Eurovision:


"Eurovision Song Contest er en konkurrence mellem public service-tv-stationer fra hele Europa og Mellemøsten. Det er en konkurrence for tv-stationer og ikke regeringer, og Israels public service-station har deltaget i konkurrencen i 50 år," sagde talsmanden til avisen.

Få dage før nytårsdag blev Facebookgruppen "Musikbranchen for Våbenhvile" oprettet med en dertilhørende hjemmeside, hvor initiativtagerne skrev, at gruppen skulle samle den danske musikbranche i en bevægelse for våbenhvile i krigen mellem Hamas og Israel:

“Vi har lavet denne gruppe, da vi ikke stiltiende kan overvære det forfærdelige folkemord og den etniske udrensning, der sker i Palæstina lige nu. Der har endnu ikke været en bevægelse for våbenhvile fra musikbranchen, så nu må tiden være inde.”.


Gruppen - som per dags dato tæller over 900 medlemmer - har sidenhen deltaget i demonstrationer i København, og nu følger gruppens medlemmer tendensen fra deres nordiske kollegaer med en underskriftsindsamling, hvor de opfordrer DR til at "stå op for udelukkelse af Israel":

"Vi mener, at EBU og alle medlemslandene bidrager til denne normalisering ved at tillade Israel at deltage i dette års Eurovision. Indtil videre siger EBU, at de ikke vil udelukke Israel fra dette års Eurovision i Malmö 2024, som de gjorde med Rusland efter invasionen af Ukraine i 2022. Dette er selektiv moral og politik fra en union, der hævder at være apolitisk. Som kunstnere og musikere ønsker vi at bruge vores stemmer til at stå op for vores palæstinensiske medborgere. Vi kan ikke være passive og se på, at et land, der begår grove krigsforbrydelser mod et fængslet folk, bliver inviteret til en fælles fejring af musik, mangfoldighed og samhørighed. Vi opfordrer på det stærkeste DR til at stå op for udelukkelsen af Israel i dette års Eurovision" lyder en del af underskriftindsamlingens beskrivelse. 

Initiativtageren bag den danske underskriftsindsamling for musikere mod Israels deltagelse i Eurovision er Therese Aune, som har en kandidatgrad fra Rytmisk Musikkonservatorium. Hun fortæller til GAFFA, at det for hende er vigtigt, at man ser konkurrencen i en større kontekst: 

- For mig personligt er det vigtigt at understrege, at jeg ikke som udgangspunkt mener, man skal boykotte alle enkeltkunstnere, der kommer fra regimer, som undertrykker eller udøver censur. Kunstnere er netop ofte dem, der rejser sig imod de regimer, de kommer fra. I denne konkurrence repræsenterer man dog ikke blot sig selv, men også sit land. Eurovision er ikke en konkurrence mellem enkeltkunstnere, men mellem broadcastere, der er medlemmer af EBU (European Broadcasting Union). Rusland blev udelukket af EBU på grund af overtrædelse af deres regler, og kan derfor ikke deltage i Eurovision. KAN, som broadcaster Eurovision i Israel, er blevet anklaget for at fremme vold mod palæstinensere i Gaza. Blandt andet gennem produktionen af en film med israelske børn, der synger om krigsførelsen. Jeg ønsker ikke at bidrage til at skabe splittelse, og vil hævde, at det snarere er broadcasteren KAN, der skaber splittelse gennem opfordring til vold mod palæstinensere, siger Therese Aune.

Underskriftsindsamlingen for den danske musikbranche gik i luften i går, og kan tilgås inde i gruppen "Musikbranchen for Våbenhvile". Eurovision Song Contest løber af stablen den 7. maj til den 11. maj 2024 i Malmø. 
ANNONCE