Nu har publikum igen chancen for at deltage i Efterklangs Sommertræf, når det den 15. juni vender tilbage til Loshult i Sverige
Der bor kun cirka 100 mennesker i den lille syd-skånske landsby Loshult. Alligevel, og ganske overraskende, byder den på en koncert- og dansepavillon, en musikkirke, et forsamlingshus samt det yderst succesfulde café/bageri, Loshult Handelsbod, der drives af bagerparret og eventmagerne Raphael og Salli.
Loshult (en to timers togtur fra København) og Loshult Handelsbod bliver ligesom i 2023 rammen for årets udgave af Efterklangs Sommertræf.
Her vil Efterklang og endnu hemmelige gæstekunstnere eksperimentere og samarbejde på kryds og tværs under et ugelangt ophold for i fællesskab at forberede en sidste dag fuld af overraskelser og musikalske indslag til det deltagende publikum.
På arbejdsopholdets sidste dag, lørdag den 15. juni, åbnes dørene nemlig for et eksklusivt publikum (der er blot 160 billetter i salg), som Efterklang selv beskriver som "en dejlig og episk hyggelig sommerdag med fællesspisning, masser af musik, overraskelser samt venskabelig og festlig socialisering i skøn natur og landsbyidyl".
Det er den fjerde udgave af Efterklangs Sommertræf. De to første udgaver blev afholdt på Saftstationen på Møn, hvor kunstnere som Agnes Obel, Mabe Fratti (GT), Merope (BE/LT) og Tatu Rönkkö (FI) deltog. Sidste år flyttede sommertræffet til Loshult, hvor Efterklang fejrede deres 20 års jubilæum med 20 indbudte gæstekunstnere - bl.a. Peter Broderick (US), Heather Woods Broderick (US), Katinka Fogh Vindelev, Martyn Heyne (DE) - som alle tidligere har spillet en større rolle i Efterklangs historie.
Alle tidligere udgaver er blevet udsolgt i hastigt tempo. Billetterne er sat til salg i dag og kan købes lige her.