Nyhed

FKA Twigs: "Jeg kan ikke se det 'stereotypiske seksuelle objekt', som de har stemplet mig som"

FKA Twigs er model i en Calvin Klein-reklame, som nu er blevet fjernet i Storbritannien

Tidligere denne uge valgte det britiske Advertising Standards Authority (ASA) at fjerne en Calvin Klein-reklame med et foto af musikeren FKA Twigs efter at have modtaget to klager. Billedet viser en bar FKA Twigs med en Calvin Klein-skjorte på overkroppen. Begrundelsen for ASAs fjernelse af reklamen var, at billedet fremviste FKA Twigs som et "stereotypisk seksuelt objekt", og at "billedets komposition henledte seerens fokus på modellens krop frem for tøjet, som der blev reklameret for". Det skriver The Guardian.  

Det fik efterfølgende hovedpersonen selv til tasterne i går. I et Instagram-opslag skrev hun, at hun ikke ser det seksuelle objekt, som ASA brugte i deres argumentation, men at hun i stedet ser "en smuk og stærk farvet kvinde, hvis fantastiske krop har overvundet mere smerte end, hvad man kan forestille sig." 

FKA Twigs understreger samtidig, at hun observerer en dobbeltmoral, når hun sammenligner billedet med andre reklamer. "Jeg er stolt af min fysiske form og holder den kunst, jeg skaber med mit legeme, op imod standarderne for kvinder som Josephine Baker, Eartha Kitt og Grace Jones, der brød grænser for, hvordan det ser ud at være magtfuld og udtrykke en unik kropslig sensualitet", skriver hun i opslaget.


Læs hele opslaget og se billedet nedenfor.


LÆS OGSÅ: Shitstorm eller homofobi? Spekulationer om Taylor Swifts seksualitet skaber debat

ANNONCE