Nyhed

Grammy-nomineret duo fejrer jubilæum i København: Showet strækker sig over syv timer, adressen er hemmelig, og det er forbudt at tage billeder undervejs

Showet bliver arrangeret med inspiration fra legendariske klubber såsom tyske Berghain og engelske Fabric. Et nyt dansk musikprojekt får desuden verdenspremiere samme aften

Den tyske house-duo Booka Shade har siden 90’erne været markante profiler på den elektroniske scene, hvor de ofte bliver beskrevet som værende ikoniske. Nu kan de snart opleves i København, hvor de fejrer deres 20-års jubilæum med et stort show den 8. marts som led i deres jubilæumsturné.

Booka Shade består af Walter Merziger og Arno Kammermeier og har gennem årene opnået bred international anerkendelse for deres musik, hvor de har lagt vejen forbi nogle af verdens største festivaler såsom Coachella og Glastonbury. Duoen har derudover opnået en plads i BBC Radio 1’s Hall of Fame, og var i 2021 blandt de nominerede til en Grammy Award i kategorien “Best Immersive Audio Album”. 

Booka Shade er medstifter af pladeselskabet Get Physical, som blev grundlagt i 2002, og som har signet en lang række elektroniske artister. Jubilæumskoncerten den 8. marts er første gang siden 2017, at den tyske veteranduo kan opleves på dansk jord. 


Mobilfri zone
De fleste koncertgængere kan genkende følelsen af, at man gerne lige vil dokumentere, når ens yndlingssang bliver spillet, eller hvis der sker noget særligt under koncerten. Derfor bliver mobiltelefonen ofte sneget op fra lommen, og ens Instagram-følgere kan efterfølgende nyde en 20 sekunder lang video med en lydkvalitet, der er så ringe, at ens gamle Nintendo DS fra 00’erne kan konkurrere med lydoplevelsen. 

Lige så mange har oplevet den anden side af telefonernes indtræden på spillesteder, hvor man ender med at stå bag det store skærmocean med diverse lysende skærme, som dækker halvdelen af udsynet mod scenen. Ifølge arrangøren kommer det dog ikke til at ske under den syv timer lange Booka Shade-koncert i København, hvor det er forbudt at tage billeder og videoer. 

“I dag er content jo gratis reklame, så mange vil mene, det er dumt. Vi føler bare, at der i højere grad er brug for mere connection. Ikke mere content. Vi vil gerne skabe et frirum fra det travle "insta-liv", der handler om musikken og mennesker. Derfor sætter vi stickers på gæsternes mobilkameraer i indgangen,” fortæller Kamilla Kaufmann, der er medstifter af Escapism, som står bag jubilæumskoncerten i København. 


Det er et fænomen, som er kendt fra det internationale klubmiljø, og publikum til jubilæumskoncerten kommer altså til at opleve et glimt af den elektroniske musikscene fra legendariske klubber såsom Berghain i Berlin og Fabric i London, som Booka Shade tidligere har gæstet. Der vil man nemlig opleve, at det er no-go at tage billeder eller videoer, mens man er på stedet, og det er altså en kultur, som man viderefører til Booka Shades jubilæumskoncert: 

“For dem (Berghain og Fabric, red.) handler det jo om at skabe et rum med 100% fokus på musikken. Det er jo enhver dj's våde drøm at spille der, fordi det er nogle helt vanvittige lydsystemer, og fordi de over tid har vundet enorm respekt for at skabe trygge rammer for fans af elektronisk musik. Fans valfarter dertil fra hele verden. Berghain er jo i øvrigt også kendt for sine dark rooms (et mørklagt rum i klubben, hvor gæster kan have sex, red.). Så derfor giver det jo ret fin mening, at du ikke kan tage billeder derinde. Vi tilbyder ikke dark rooms. For os handler det udelukkende om at inspirere vores gæster til at tage en pause fra sociale medier og være til stede i musikken," siger Kamilla Kaufmann, co-founder af Escapism i en udtalelse til GAFFA.

Ukendt adresse
Selve lokationen for det store jubilæumsshow er endnu ikke offentliggjort, men i en pressemeddelelse skriver arrangøren, at “jubilæumsshowet i København bliver produceret sammen med det visionære audiovisuelle studio Vertigo, der forvandler historiske rammer i indre København til en ekstraordinær syv-timers tour de force i elektronisk musik for 600 heldige publikummer”.


Programmet afslører desuden, at der er flere artister, som endnu ikke er afsløret. Herunder et nyt dansk musikprojekt, som har verdenspremiere med deres optræden til jubilæumsshowet. Ifølge medstifter af Escapism Kamilla Kaufmann vil man løbende offentliggøre flere detaljer om aftenens program og lokation:

“Fra medio januar og frem mod eventet vil vi drypvis melde nyheder ud omkring support acts, og hvor det bliver. Vi kan afsløre, at det bliver dejligt centralt i Indre By, og i historiske rammer (...),” siger Kamilla Kaufmann i en udtalelse til GAFFA.

Programmet strækker sig fra klokken 22.00 til klokken 05.00 med start den 8. marts. Billetter kan købes her


LÆS OGSÅ: Queerfællesskaber og techno-kærlighedsfest: Dansk multikunstner vender hjem efter international turné



ANNONCE