Ny publikumsundersøgelse giver nye indsigter i billetkøbernes vaner
Ticketmaster har i samarbejde med Dansk Live udarbejdet en spørgeundersøgelse, som 15.929 billetkøbere besvarede i sommeren 2023.
Resultatet er nu samlet i en rapport, der giver flere interessante indsigter i hvem, der køber billetter til koncerter, festivaler og andre liveevents, hvilke typer arrangementer publikum prioriterer, og i hvor høj grad den økonomiske situation i samfundet påvirkede publikums billetkøb.
”Undersøgelsen er interessant for alle, der arrangerer koncerter, festivaler og andre events. Det er altid velkomment med et nuanceret blik på publikums vaner, og undersøgelsen giver med de mange besvarelser ny, bred viden, som kan hjælpe arrangørerne med at ramme potentielle billetkøbere bedre. I Dansk Live er vi glade for Ticketmasters arbejde med undersøgelsen, og vi er gået i gang med at planlægge en opsamlende publikumsundersøgelse”, siger Esben Marcher, direktør i Dansk Live i en pressemeddelelse.
Som det ses ovenfor er et flertal af billetkøberne i undersøgelsen kvinder. Desuden er det over halvdelen af billetkøberne, der køber deres billetter med det samme billetsalget er gået i gang, til en given koncert.
Om undersøgelsens resultater siger Esben Marcher, direktør i Dansk Live:
“De enkelte arrangørers virkelighed er selvfølgelig vidt forskellige, ligesom deres publikum er det. Alligevel er det interessant at se de samlede resultater. Det overrasker mig fx, at så mange køber billet, når billetterne bliver tilgængelige. Det nuancerer en tendens, mange i musiklivet har mærket, nemlig at publikum i tiden efter corona overordnet set har købt deres billetter meget senere end før corona”.