Nyhed

De Olympiske Lege: Fransk politi tilbageholder seks personer for at sprede onlineracisme mod sanger

Der går rygter om, at fransk-maliske Aya Nakamura skal synge ved OL-åbningsceremonien, hvilket har skabt store protester fra den franske højrefløj

Seks personer blev tilbageholdt af fransk politi i tirsdags, da de blev "identificeret i forbindelse med en efterforskning om tilskyndelse til had online", ifølge en unavngiven kilde i statens anklagemyndighed til mediet SCMP. Alle seks personer blev dog løsladt dagen efter, da myndighederne havde undersøgt de beslaglagte genstande.

De seks personer blev mistænkt for at have spredt racistiske udtalelser om den 29-årige fransk-maliske Aya Nakamura, som er en af Frankrigs største kunstnere lige nu med knap 10 millioner månedlige lyttere på Spotify. Aya Nakamura blev mødt med massiv kritik i foråret, da Frankrigs præsident Emmanuel Macron foreslog, at hun bør synge ved åbningsceremonien af De Olympiske Lege, som i år bliver afholdt i Paris. Præsidentens forslag skabte store protester på den yderste højrefløj, som ikke mente, at hendes optræden vil være med respekt for det franske sprog. 

Højrefløjspolitikeren Marion Marechal-Le Pen, som i øvrigt er niece til toppolitiker og partileder af højrefløjspartiet Front National (som i dag kaldes National Samling) Marine Le Pen, har udtalt sig således om sagen i et interview til mediet NPR:


"Det franske folk har ikke lyst til at blive repræsenteret foran hele verdens øjne af en sanger, hvis stil er influeret af the hood og Afrika. Det er en politisk strategi af Emmanuel Macron, som gerne vil vise verden, at Frankrigs ansigt er multikulturelt, og at vi ikke længere er en nation med kristne rødder og europæisk kultur". 

Den internationale anti-racisme-organisation LICRA indrapporterede flere racistiske onlinebeskeder mod Aya Nakamura, og det er blandt andet på baggrund af disse, at politiet indledte deres efterforskning. 

Frankrig har netop været ved stemmeurnerne i søndags, da den anden runde af det franske præsidentvalg blev afholdt. Prognoserne spåede Marine Le Pens højrefløjsparti National Samling til at vinde valget, men venstrefløjspartierne endte med at vinde flest mandater, hvor venstrefløjsalliancen Den Nye Folkefront bliver størst i den franske nationalforsamling. Det nye parlament samles første gang 18. juli, og OL-åbningsceremonien finder sted om aftenen den 26. juli. 


Hør selv Aya Nakamuras musik nedenfor.

LÆS OGSÅ: Disse fem danske artister skal optræde til de olympiske lege


ANNONCE